”Den vigtigste opgave i Danmarks Ishockey Unions 51-årige historie.”

Det skrev jeg, da landsholdet i 2001 var til OL-kval i Klagenfurt for at møde Letland, Østrig og Frankrig.

Store ord, javist. Men jeg synes, at der var dækning for dem.

8.-11. februar skulle fire nationer spille om tre olympiske pladser i Salt Lake City 2002. Selv om de tre modstandere rangerede over Danmark på den internationale rangliste, var chancen for dansk OL-debut større end nogensinde.

OL-deltagelsen kiksede, som den også har gjort det flere gange siden, og jeg glemmer sent stemningen i det danske omklædningsrum i Klagenfurt efter den sidste kamp mod Frankrig.

Spillerne var sønderknuste. Flere havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Den canadiskfødte Herning-back, Dan Jensen (nu assisterende træner for Herning, billedet), sad som forstenet med blanke øjne. Ved siden af ham sad Kristian Just, mens Nicolas ”Mini” Monberg gemte hovedet i håndklædet.

”Da slutsignalet lød, var jeg ved at græde af skuffelse. Jeg følte, at min hockeyverden brød sammen,” sagde Dan Jensen.

”Jeg havde aftalt med min familie og mine venner i Canada, at de skulle komme til Salt Lake og se mig spille. Vi havde chancen for at slå franskmændene. De var ikke bedre end os.”

Det var en ringe trøst, at han af organisationskomitéen blev kåret som bedste danske spiller.

Danmark havde tabt de første to kampe. 2-4 mod Letland efter føring 2-0 på mål af Jens Nielsen og Jesper Duus og 2-6 mod Østrig. VM-kvartfinalisterne Letland havde året forinden i Sankt Petersborg slået Rusland 3-2.

Frankrig stod med to uafgjort kampe. Kravet var altså en sejr, hvis Danmark skulle realisere den olympiske drøm.

Fire minutter før tid udlignede Ronny Larsen til 1-1 i powerplay, og i det nervepirrende slutminut, hvor landstræner Jim Brithén havde taget Jan ”Sild” Jensen ud, scorede Frankrig i tomt mål.

Så tæt på den olympiske drøm og alligevel så langt fra.

”Jeg har aldrig oplevet et nederlag, der gjorde så ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi havde fortjent en bedre skæbne. Jeg er bange for, at vi aldrig får så stor olympisk chance igen,” sukkede en 22-årig Kim Staal.

Jim Brithén: ”Jeg er helt tom indeni og føler virkelig med drengene. De gav alt, hvad de havde. De spillede deres bedste kamp og skulle have været med i Salt Lake City. At vi er så tæt på OL, dét understreger fremgangen i dansk ishockey. Hvem havde troet, at vi ville være på det niveau i dag, da vi for fire år siden tabte alle vores syv VM-kampe i Katowice.”

Jim Brithén tog godt et par måneder senere efter B-VM i Grenoble afsked med landsholdet. Efter sin kamp nr. 86 i spidsen for et landshold, som han elskede. Danmark slog Holland 7-1 og sluttede på tredjepladsen.

Hans afsked var en stærk følelsesmæssig oplevelse. Tårerne trillede ned ad kinderne på ham under ”Der er et yndigt land”, og Dannebrog for tredje gang gik til tops i alpebyen Grenoble.

”Jeg elsker den danske nationalsang næsten lige så højt som ”Du gamla, du fria”. Jeg ville så gerne slutte med en sejr og kunne ikke få en bedre afsked med drengene. Jeg er meget stolt.”

Det var er rørt Jim Brithen, som i omklædningsrummet blev hyldet af kaptajnen Jesper Damgaard.

”Jim har ført os fra kælderen til internationalt niveau. Ingen anden træner har betydet så meget for dansk ishockey. Hans indsats kan ikke påskønnes højt nok.”

Jim Brithén havde fået et trænerjob i Modo, som han ikke kunne sige nej til, selv om han egentlig havde et år tilbage af sin kontrakt med DIU.

Mikael Lundström afløste Jim Brithén med ordene:

”Mit udgangspunkt er bedre end hans. Hvor han for fem år siden måtte bygge det hele op fra bunden og ændre klubbernes og spillernes holdning til landsholdet, fortsætter jeg fra det fundament, han skabte.”

Også Jims landsmand, Mikael Lundström, blev en gigantisk succeshistorie.

Med sejren i B-gruppen i Ungarn i 2002 rykkede Danmark endelig op blandt verdens 16 stærkeste ishockeynationer. Endda uden rutinerede kræfter som Heinz Ehlers, Jens Nielsen, Jesper Duus, Søren True, Frederik Åkesson og Lars Oxholm.

”Jeg har aldrig oplevet en holdånd som dén, der karakteriserer landsholdet i dag. Det er fantastisk at se, hvordan alle slås og ofrer sig for hinanden,” sagde Kim Staal.

”Selv om jeg var småskadet og ikke følte mig i særlig god form, er det den sjoveste turnering, jeg har været med i. Jeg spillede meget enkelt. Du ved: Bande-ud. Hockey er dybest set et enkelt spil.”

Mikael Lundström: ”Jeg er privilegeret. Det er få trænere, der har så mange unge, modne og intelligente drenge. Vi spillede vort eget spil. Bevægelig, kreativ og offensiv hockey.”

Jeg vender tilbage til Dan Jensen. Var han grædefærdig i Klagenfurt, lød helt andre toner denne gang. Nu drømmer han om at møde Canada og USA i næste års VM i Finland.

”Tænk, hvis det skete. Det vil være fantastisk,” sagde han.

Dans ønske gik i opfyldelse. Danmark slog endda USA i åbningskampen med 5-2 og spillede nogle dage senere 2-2 mod de senere verdensmestre fra Canada.

Og prikken over i’et: Dansk/canadieren scorede mod sit gamle hjemland.