Jeg skruer tiden 40 år tilbage. Til sæsonen 1981/82. En meget speciel sæson.
Ikke blot var det første gang, man havde et slutspil i Danmark om både medaljer og nedrykning. Det var også dén sæson, Herning røg ud af 1. division og i to år lå og rodede rundt i 2. division, inden man i tilmeldingsturneringen i 1984/85 med 14 hold vendte tilbage i kampen om mesterskabet (og i øvrigt vandt sølv efter Rødovre).
I 1981/82 spillede otte hold i en grundserie på 28 runder, og de fire bedste spillede bedst-af-tre-kampe i semifinaler og finale (Vojens erobrede sin tredje DM-guldmedalje på fire år med finalesejr i tre kampe over Rødovre).
Herning var blevet nr. 5 i grundserien, ét point efter Frederikshavn, mens nyoprykkede HIK (i dag Gentofte Stars) sluttede på syvendepladsen 14 point efter Herning.
Da Herning og HIK mødtes i de afgørende nedrykningskampe, var uldjyderne storfavoritter, men HIK vandt 2-0 i kampe med 5-1 i den anden kamp i overværelse af 500 tilskuere i Gentofte Skøjtehal.
”Det er min skyld, vi taber og rykker ned i 2. division. Jeg gav dem to af deres tre første mål,” sagde en dybt skuffet 18-årig Herning-målmand, Lars Pagh, til mig i gangen efter kampen.
Alle tre mål scoret af HIKs spillende træner, den tidligere landsholdsforward Søren Gjerding. Ved det første hoppede pucken skævt og sprang over Lars Paghs stav, og ved det tredje var den unge keeper så uheldig selv at slå pucken i kassen på en pasning fra Gjerding fra et position bag målet.
”Det er pænt af holdkammeraterne at trøste mig og fortælle, at det ikke var min skyld, men det ændrer ikke på den kendsgerning, at jeg satte HIK i gang,” sukkede Lars Pagh.
Da jeg skulle skrive denne retro, ringede jeg til Lars Pagh for at høre, om han stadig kunne huske kampen for 40 år siden.
”Jo, jeg husker den tydeligt. Også vores snak uden for omklædningsrummet. Nedrykningen var et sort kapitel i Hernings ishockeyhistorie. Vi var nok en smule demoraliseret i nedrykningskampene, efter at medaljespillet glippede med ét point. Sådan er sport. Det går op og ned. Men det er da sjovt at blive mindet om de gode, gamle dage,” siger han leende.
Lars Pagh var på det tidspunkt et af dansk ishockeys fremstormende navne og havde to måneder forinden fået debut på landsholdet i Pondus Cup.
I de tre første kampe i den traditionsrige juleturnering havde han siddet på bænken og kigget på førstemålmanden Henrik Jensen, men i den fjerde kamp i Herlev Skøjtehal mod Norge (Danmark tabte 2-6 i en propfyldt arena med 1.600 tilskuere) havde landstræner Pavel Zabojnik giver Lars Pagh chancen.
Lars Pagh havde en 19 år lang karriere på Hernings førstehold og vandt seks DM-guldmedaljer. Han spillede 85 landskampe og syv VM-turneringer. Efter sin aktive tid har han været både målmandstræner og holdleder, og i dag står han for indkøb af udstyr.
Jeg vender tilbage til kampen i Gentofte. Var den en grim nedtur for Herning, lyste to spillere op på sensationsholdet HIK: Generalen og tre måls-skytten Søren Gjerding (HIKs sidste to mål scoret af Ole Andersen og Ivan Halberg) og den 16-årige målmand, Sonny Neumann. I anden periode var hans mål som forhekset. Herning vandt skudstatistikken 18-6, men HIK perioden 2-0.
Sonny Neumann rejste som 17-årig til USA som den første danske ishockeyspiller, der fik et scholarship. Spillede 36 landskampe og tre VM-turneringer efter hjemkomsten, inden han alt for tidligt mistede hockeymotivationen og satsede på en civil karriere.
I kampen i Gentofte havde Herning mobiliseret DIU-formanden og den tidligere landstræner Kai Lassen som hjælper for den spillende træner, Douglas Caines. Effekten udeblev dog, men Kai Lassen vandt stor respekt, da han kom ind i HIKs omklædningsrum efter kampen og sagde:
”Jeg beundrer jer. Ikke mindst dig, Søren (Gjerding, red.). I spillede en strålende kamp.”