Da jeg i foråret 2009 besøgte Mads og Mikkel Bødkers forældre, Lene og Jesper, i deres rækkehus i Brøndby, var Mikkel i gang med en opsigtsvækkende debutsæson i NHL for prærieulvene fra Arizona, Phoenix Coyotes, og stod over for sin VM-debut en måned senere i Schweiz. I øvrigt sammen med storebror Mads.
Som 18-årig var Mikkel braget ind på verdens største hockeyscene som den tredje dansker (efter Frans Nielsen og Jannik Hansen).
Lene fortæller om sønnens start på hockeyeventyret i de noget mere ydmyge rammer i Rødovre.
”Mikkel så op til Jannik Hansen, Morten Madsen, storebror Mads og de andre lidt ældre drenge på Rødovres U12-hold. Han var otte år og havde et brændende ønske om at træne med dem. Hans store idol lidt senere var Mats Näslund. Han var Mads og Mikkels træner på hockeyskolen i Malmö. Mikkel drømte om at blive en lige så dygtig skøjteløber som den svenske NHL-stjerne,” siger hun.
”Rødovres U12-hold blev trænet af den tidligere landsholdsspiller Tommy Pedersen. Han havde sine principper og sagde til Mikkel, som var den yngste og mindste af dem alle sammen, at betingelsen for at træne med var, at man selv kunne spænde sine skøjter og bære tasken. Dén sommer sad Mikkel på sit værelse og øvede sig. Da sæsonen startede, kom han glædestrålende og sagde: ”Se, Tommy, jeg kan spænde skøjterne.””
Startskuddet lød dog nogle år tidligere i den berømmelige og nu for længst nedlagte skøjtehal, som i folkemunde aldrig blev kaldt andet end Kostalden. Her var Mikkel første gang på is som 3-årig.
”Mikkel havde jo set Mads løbe rundt. Nu ville han også. Da Mads som 6-årig ville spille ishockey, skulle han vise, at han kunne løbe på skøjter, inden han fik en stav i hånden. Jeg havde selv løbet meget på skøjter som ung og trænede med ham i Kostalden. Vi løb frem og tilbage på blue line,” ler Lene.
En af brødrenes første trænere var legendariske Heikki Karvinen. Uden ham og de andre dedikerede ungdomstrænere var Rødovre ikke blevet den talentfabrik, som den udviklede sig til.
”Heikki lavede skøjteøvelser med ungerne i timevis. En vinter arrangerede han træning på Damhussøen og på en overiset byggelegeplads. Det smagte lidt af Canada og motiverede børnene,” siger Jesper, som ikke selv har spillet ishockey, men i tre sæsoner var fuldtidsansat materialemand for ishockeylandsholdet.
Lene fortæller om Mikkels store sportsglæde og entusiasme:
”Han løb altid rundt i sportstøj. Når der var OL, kunne han klæde om fem gange på en dag alt efter, om han så cykling, svømning, atletik eller noget helt andet i tv. I børnehaven skulle han selvfølgelig klædes ud som ishockeyspiller til fastelavn. Han var altid i godt humør, og lige så positiv og glad er han i dag. Mikkel skaber en god stemning omkring sig og behandler alle mennesker godt.”
Da Mikkel efter 9. klasse på Lindelundsskolen i Brøndby flyttede til Göteborg for at gå på eliteidrætsgymnasiet (hockeylinjen) og spillede på Västra Frölundas J18-hold, var det med Lene og Jespers velsignelse.
De bakkede ham også op, da han to år senere tog det store spring til Ontario Hockey League, selv om han manglede et år på gymnasiet og ikke blev student.
Mikkel var endnu ikke fyldt seks år, da han var med i sin første internationale turnering.
”Han spillede på Mads’ hold i Finland i efterårsferien ’95. Jeg var materialemand og leder på turen. Mikkel blev kåret som bedste spiller, måske fordi han var den mindste. Og han fik sin første udvisning,” siger Jesper.
Lene supplerer:
”Hans første nummer på trøjen i Kostalden var nr. 8. Det nummer spillede han med, indtil han kom til Kitchener Rangers i Canada. Her var trøjen med nr. 8 optaget, så Mikkel valgte 89, hans fødselsår. Vi var med i Ottawa i 2008, hvor han blev draftet som nr. 8. Noget af det første, Wayne Gretzky spurgte ham om, var, om han stadig vil spille med nr. 89. Jeg var imponeret over, at han kunne huske Mikkels nummer i Kitchener.”
De fem millioner kroner, Mikkel scorer i sin første NHL-sæsonen, kalder kun på Jespers smil.
”Jeg tror ikke, han skænker pengene en tanke. Selvfølgelig er de rare at have, men penge har aldrig dikteret Mikkel. Jeg kan husker, han sagde i et interview med B.T. i sommer, inden han rejste til Phoenix, at han var så glad og stolt over at skulle spille i NHL, at han ville gøre det gratis. Han mente det.”
Det kom bag på selv eksperterne i studiet, da Mikkel efter Danmarks sidste VM-kamp for åben skærm afslørede, at festen var slut. I en alder af 33 år indstiller han sin aktive karriere. Det kom som det berømte lyn.
Et par dage efter chokket spurgte jeg Mads, om han blev lige så overrasket som os andre.
”Nej, Mikkel havde sagt til mig, at han vil slutte efter VM, men jeg kunne selvfølgelig ikke være 100 procent sikker. Han kunne jo have ombestemt sig. Men han holdt fast,” siger Mads.
Den ældste af Bødker-brødrene spiller i dag sammen med andre hockeykoryfæer på andetholdet i Gentofte Stars.
”Skulle Mikkel få lyst til at spænde skøjterne igen, tror jeg godt, vi kan finde en plads til ham på holdet,” ler Mads.
Mikkel glæder sig nu til en ferie på ubestemt tid og sommerhuset i Hornbæk sammen med Mathilde og deres ét-årige datter.
Wayne Gretzky valgte for 15 år siden Mikkel Bødker som nr. 8 i draften. Her ses de to sammen i et stort øjeblik for den dengang purunge danske superstjerne.