Lad mig bare nævne kvartetten Jim Brithén, Mikael Lundström, Per Bäckman og Janne Karlsson.
Svenske trænere, som har løftet landsholdet og med flammeskrift skrevet Danmark ind i hockeyhistorien
Retter vi fokus på klubhockeyen, er det lidt af et paradoks, at kun to svenske trænere gennem årene har vundet det danske mesterskab: Lasse Lilja med Gladsaxe i 1967 og 1968 og med Rødovre i 1986 og Leif Nilsson med Rødovre i 1985. Måske vil Rungsted Seier Capital-coachen Erik Hjalmarsson forbedre den svenske statistik i år.
1984/85 var en tilmeldingsturnering med 14 hold, bl.a. med Tårnfalkene og Skovbakken, og med forbud mod udenlandske spillere som en konsekvens af den ulykkelige Esbjerg-affære med ”sjusk” med bopæls- og opholdstilladelser.
Efter en dobbeltturnering, 26 runder, avancerede de fire bedste til et slutspil, seks runder. Og Leif Nilsson kronede sin eneste sæson i Rødovre med guldet efter straffeslag i den sidste runde mod Herning i Kostalden.
Året efter var der syv hold med i ligaen, og der var åbnet for én import pr. klub. Arkitekten til den nye struktur i kølvandet på Esbjerg-sagen var den legendariske Rødovre-leder Svend Aage Hansen.
Jeg husker især Leif Nilsson fra en kamp i Malmø kort før sæsonpremieren i 1984. Jeg var taget med Rødovre-holdet til finalen i SDS Cup’en i Baltiska-Hallen mod Skånes bedste klub, Malmö IF (i dag Redhawks).
Leif Nilsson mødte op med to brud på venstre ben lige over foden, tre brækkede ribben og voldsomme smerter. Han var ligbleg og støttede sig til to krykker.
To dage forinden havde han nær sit hjem i Falsterbo været impliceret i en bilulykke, som kunne have kostet ham livet.
”En modkørende bil kørte pludselig over i min vejside. Jeg havde ingen chance for at undvige. Det var et frontalt sammenstød med stor kraft. Bilerne blev totalt smadret,” lød hans forklaring.
”Det er selvfølgelig slemt nok at brække benet to steder og skulle gå seks uger med gips foruden alle de andre kvæstelser. Men når jeg tænker på, hvad der kunne være sket – ikke mindst efter at have set den knuste bil – har jeg været heldig. Jeg er lykkelig over, at jeg lever.”
En chokeret Rødovre-anfører Olaf Eller: ”Vi vidste ikke noget om ulykken, før vi så Leif i hallen. Vi var rystede over at se ham i dén forfatning, men lykkelige over, at han trods alt slap nådigt fra en ulykke, der kunne have kostet ham livet.”
Leif Nilsson passede de kommende dage træningen på krykker, men måtte melde fra til sæsonens første kamp, hvor Rødovre skulle til Aarhus og møde Skovbakken. Den tur var trods alt for anstrengende.
Rødovre havde overraskende slået Malmø-holdet 7-6 i den første finalekamp, men tabte returkampen 3-9. Af en præmiesum i SDS Cup’en på 90.000 kr. rejste Olaf Eller & co. hjem med 17.500 kr. for andenpladsen. Dengang slet ikke så dårligt.