Journalist Peter Fredberg fortæller om dengang, VM var en helt anden verden for det danske landshold
For anden gang skal det mandlige danske ishockeylandshold til OL, og siden 2003 har det været en del af verdenseliten.
Jo, vi kan være stolte. Og nu glæder vi os igen til at kunne invitere inden for i Jyske Bank Boxen i Herning fra 9. maj til endnu en turnering på VMs øverste hylde.
Men nu er det her en retro, så det er ikke VM i Herning, det skal handle om. Vi skal tilbage til 1978. Til en helt anden verden.
I 1969 var Danmark blevet nummer sjok i C-gruppen. Og i 1971, 1972, 1973, 1975 og 1976 næstsidst. Det var først på hjemmebane i 1977, hvor Danmark var sølle ét mål fra oprykning til B-gruppen i den historiske kamp mod Italien i Forum (7.000 tilskuere), at vi begyndte at tro på noget større.
Det ultimative mål dengang var den næstbedste VM-række. Havde nogen nævnt mulighederne for engang at få et hold med i A-gruppen, var han blevet stemplet som bindegal.
C-VM i Las Palmas på Gran Canaria for 46 år siden blev kaldt Softice-VM, Palme-Hockey og mange andre sjove ting. Jeg husker et citat af nu afdøde Boris Kulagin, Rødovres legendariske russiske træner, der var inviteret med til VM som konsulent for landstræner Richard David: "Gran Canaria er kun til pigejagt."
Kulagin var kommet til Rødovre efter et nervesammenbrud oven på en sovjetisk VM-fiasko for at stresse af i rolige danske omgivelser.
Dét med pigejagten blev sagt med blink i øjet efter Danmarks kamp mod Frankrig midt i siestaen. En kamp, der blev udsat en time, fordi isen var så blød, at man kunne skrive sit navn i den med en finger.
Jeg er sikker på, at spørger man nogle af heltene fra dengang (Jesper Hviid, Frits Nielsen, Per Holten Møller, Olaf Eller, Egon Kahl, Carsten Nielsen og to gange Bent Hansen m.fl.), vil de få sig en sund latter ved tanken om VM-parodien. Jesper Hviid fra KSF blev i øvrigt af IIHFs direktorat kåret som VMs bedste spiller.
Vi journalister fulgte kampene fra restauranten bag de store panoramavinduer i enden af Palacio del Hielo iført shorts og med en Lumumba inden for rækkevidde.
Apropos medier, så var vi en halv snes danske skriverkarle, der var taget med ned i sydens sol. Normalt var der ikke flere udsendte, end de kunne tælles på ganske få fingre.
Min afsluttende artikel fra ferieparadiset havde overskriften: "Hvorfor græder du?"
Det var Richard David, der græd. Spillerne havde brudt en aftale om, at øl og spiritus var bandlyst under turneringen. Inden den sidste kamp mod Belgien kom en pæn håndfuld spillere ragende hjem længe efter den planlagte sengetid.
Richard David demonstrerede sin dybe skuffelse ved at blive i omklædningsrummet efter første periode mod de svage belgiere (Danmark vandt 22-1), mens udskiftningen kørte, som den bedst kunne. Midt i anden periode var han tilbage i boksen.
Jeg spurgte ham bagefter, om affæren ville få konsekvenser for spillerne. Han rystede sørgmodigt på hovedet og sagde: "Nej, lad os glemme, hvad der er sket, og lære af erfaringen."
Danmark sluttede på tredjepladsen, men rykkede alligevel op, da B-gruppen året efter i Galati i Rumænien var udvidet til ti hold.