Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 4-3 (2-2,0-0,1-1) 1-0 Det var ganske enkelt hæsblæsende denne aften i Bitcoin Arena. Det hele endte med, at Frederik Bjerrum fik bikset en returpuck ind i overtiden efter et skud af Marcus Olsson. Dermed 4-3 til Rungsted og Esbjerg var for tredje gang i træk uafgjort efter 60 minutter.
Starten var hidsig. Spillet bølgede frem og tilbage, og Mathias L. Hansen var første mand på målscorerlisten, da han smart kørte på tværs af isen og lagde pucken i nettet.
Esbjerg var hurtig til at svare tilbage. Allerede tidligt i kampen havde gæsterne haft et par store muligheder, og Grayson Downing svigtede ikke, da han fik en lang pasning fra Scheel. Det afstedkom nogle stærke Esbjerg-minutter, men i stedet for gæstescoring, blev det 2-1 ved Daniel Madsen.
Kort efter udlignede Downing igen. 2-2 allerede inden første periode var halvvejs. Det fortsatte lystigt med chancer i begge ender, men Kolppanen og Puce var på plads, og de to hold kunne gå til pause og puste ud.
Anden periode var mere rolig. Bedre struktur i spillet og færre turnovers og dermed også færre chancer i begge ender. De to rutinerede backer, Joachim Holten Møller og Jannik Christensen havde hver sit skud på opstanderen. Rungsted havde en smule overvægt i spillet i de midterste – og målløse – 20 minutter.
Der var højt tempo i de første 10 minutter af tredje periode, hvor spillets niveau også var hævet gevaldigt. Chancerne var jævnt fordelt, men i tiden 50:26 fik Rungsted et godt tilbud af Esbjerg, og det udnyttede Hampus Gustafsson og Nikolaj Rosenthal effektivt med sidstnævnte som målscorer til 3-2.
Esbjerg var en sugekop denne aften og fik hurtigt udlignet på et drop af Ville Kolppanen. Felix Scheels puck virkede ganske ufarlig, men Kolppanen fik ikke fat med griberen og pucken sejlede i mål til 3-3.
Den dansede også langs Rungsteds mållinje kort før tid, og hjemmeholdets finske målmand tog revanche for sin blunder ved 3-3 ved at levere en kæmperedning på Henrik Mærsk Clausens skud 44 sekunder før tid.
Og så måtte de to mandskaber i overtid, hvor det også bølgede. Lige nøjagtig halvvejs var Olsson altså på spil, Bjerrum over returen og Rungsted sikrede sig to point. Dejlig hockeyaften i Bitcoin Arena.