De regerende danske mestre vender tilbage til hjemmebanen i aften.
SønderjyskE møder Odense Bulldogs for anden gang i testsæsonen. For en uges tid siden mødtes parterne i Spar Nord Arena i Odense, hvor det blev til en 5-0-sejr til holdet fra Vojens.
Det skal dog siges, at sønderjyderne stillede med et væsentligt stærkere mandskab end fynboerne, der blandt andre manglede tre imports på grund af manglende arbejdstilladelser. Også Joakim Thelin og Mathias Mølgaard sad ude i kampen, hvor Bulldogs-bredden ikke kunne holde til et sønderjysk hold, der scorede alle fem mål i tredje periode.
Men - i aftes meddelte man på Odenses hjemmeside, at det bliver et forstærket fynsk mandskab, der stiller op i aften:
- Arbejdstilladelserne kommet på plads, og Bennett, Prapavessis og Estes stiller derfor alle klar fra start til morgendagens opgør på udebane. Også Joakim Thelin er kommet sig, og er derfor ligeledes med i startopstillingen. Mathias Mølgaard er fortsat i fuld gang med genoptræningen og er derfor ikke tilgængelig endnu.
Det kan sagtens blive en fin kamp mellem de to syddanske rivaler, der aldrig rigtig er supergode venner på isen. Begge hold møder i øvrigt i de kommende dage Fischtown Pinguins fra Bremerhaven i det nordtyske.
Der er spillerpræsentation i Vojens før kampen, der begynder klokken 19.
- Jeg synes vi spillede en fornuftig kamp i fredags i Odense – der var flere af de ting vi havde trænet på i ugen op til som virkede, men der var også ting i spillet vi har skulle justere på. Vi er naturligvis altid glade for at vinde, men i de her testkampe er vores fokus mere på selve spillet end kampens udfald, siger SønderjyskE's assisterende træner Casper Stockfisch til klubbens hjemmeside.
- Nu har vi fået en uges træning mere i benene og vi kommer til at ændre et par småting i morgen aften. Jeg forventer også, at Odense kommer i en anden opstilling i fredags, hvor de manglede tre nordamerikanere samt en svensker, så de vil helt sikkert også prøve ting af, lyder det fra Stockfisch.