Herning afgjorde kampen ganske hurtigt, da man var totalt dominerende i første periode, hvor Esbjerg ikke rigtigt virkede til at være til stede. Det udnyttede gæsterne ganske effektivt til at bringe sig på 0-2 efter fire minutters spil. En midtjysk drømmestart, som et sløjt startende Esbjerg-mandskab aldrig formåede at komme tilbage fra.

Esbjerg Energy - Herning Blue Fox 2-4 (1-3, 0-0, 1-1)

Granly Hockey Arena dannede fredag aften ramme om sæsonens andet rivalopgør mellem Esbjerg og Herning. Det var vestjyderne der havde revanche til gode, da Herning hjemme satte Esbjerg til vægs med en sejr på 3-1 for præcist to uger siden.

Til aftenens opgør stillede Herning i stærkeste opstilling, mens Esbjerg måtte undvære Frederik Bjerrum og Yanick von Bergen. Målmandsduellen stod mellem Mac Carruth og Mathias Seldrup.

Forud for kampen blev Philip Larsen kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Midtjysk drømmestart og vestjysk nedsmeltning

Allerede fra kampens indledning var gæsterne klart mest på pucken. Esbjerg haltede efter over det meste af isfladen, hvor man havde svært ved at matche gæsternes tempo og finde rytme i eget spil.

Derfor var det heller ikke hverken overraskende eller ufortjent, at Herning tog føringen efter tre minutters spil. Recepten var både simpel og effektiv, da Morten Poulsen viste fornemt blik for spillet og fandt Mathias Bau med en lækker tværpasning, som Bau effektivt eksekverede på fra en position højt i slottet.

Minuttet efter fordoblede gæsterne føringen, da Santeri Suistio tog chancen fra nogenlunde samme position som Mathias Bau havde gjort kort tid forinden. Der var denne gang trafik foran Esbjerg-målet og forsøget fik lov til at gå hele vejen. Dermed 0-2 efter fire minutter.

Et særdeles veloplagt og velspillende Herning-hold pressede efterfølgende på for yderligere scoringer. Midtjydernes tempo var fortsat mindst et gear højere end vestjydernes; Esbjerg haltede faktisk efter i de fleste af spillets facetter.

Der skulle da også gå ti minutter, før hjemmeholdet kom frem til noget der mindede om en målchance, da Henrik Mærsk Clausen kom frem til et forsøg tæt under mål, hvor han dog fik overplaceret sin afslutning.

Jeff King indkasserede kampens første udvisning efter 11 minutters spil og sendte dermed Herning i overtal. Men trods glimrende midtjysk power play-spil og et par gode afslutninger, så formåede Esbjerg at holde stand i undertal.

Det ændrede dog ikke på det overordnede indtryk af, at det helt og aldeles var Herning der skabte kampen, mens Esbjerg-spillerne i perioder var forvandlet til alt for stillestående statister, der i bedste fald jagtede gæsterne. Når Esbjerg endelig fandt vej til Hernings zone, så var pasningerne, ganske symptomatisk, alt for upræcise.

Ganske bemærkelsesværdig var også skudstatistikken, der efter det første kvarter sagde 2-17 i gæsternes favør; et meget godt billede på perioden.

Efter 16 minutters spil øgede gæsterne til 0-3 umiddelbart efter en faceoff. Mathias Bau indtog igen en hovedrolle, da han fra distancen sendte pucken mod mål. Inde foran Seldrup havde Morten Poulsen taget opstilling og her fik den rutinerede Herning-forward styret pucken forbi Esbjerg-keeperen. Scoringen blev set efter på video, men fik lov til at stå.

Et minut før pausesignalet blev ondt værre for Esbjerg, da Aleksi Halme tacklede Victor Cubars ind i banden og indkasserede en 5-minutters udvisning for boarding.

Men stik mod forventningen, efter en periode med total Herning-dominans, så var et undertal åbenbart lige hvad Esbjerg havde brug for, for at komme i gang med målscoringen. Esbjerg brød Herning omkring egen blue line og slog kontra. Her var det Andreas Grundtvig, der fandt en fremadstormende Oliver Kjær, som med en baghåndsafslutning fik dirigeret pucken ind bag Carruth til 1-3.

Den scoring var det eneste positive Esbjerg kunne tage med fra de første 20 minutter, der formentligt gav anledning til en gevaldig opsang i omklædningsrummet forud for anden periode.

Intens men målløs anden periode

Ud over den opløftende scoring, som vestjyderne fik sat ind i undertal sidst i åbningsperioden, så fik man yderligere et rygstød i anden periode, da det lykkedes at holde Herning fra fadet i den resterende del af det lange box play man var havnet i.

Tilbage i spil fem mod fem var Hernings Brett Thompson dog ganske tæt på at øge for gæsterne, da han sendte en afslutning på overliggeren bag Mathias Seldrup efter fem minutters spil.

Det var ikke fordi Esbjerg ligefrem sprudlede i anden periode, men man havde da fået sat en prop i og havde også fået en anelse bedre fat i spillet, ligesom man nu så noget af det engagement og den vilje, som man havde savnet i de første 20 minutter.

Kampen tog til i fysik og intensitet og der blev flere gange tacklet igennem og givet og taget af et godt hjerte. Vestjyderne fik rent spillemæssigt stille og roligt ædt sig ind på gæsterne og kampen synes langt mere jævnbyrdig, som man rundede anden periodes halvvejsmærke.

Værterne fik skabt et par glimrende chancer og selvom der ikke faldt nogle scoringer i de midterste 20 minutter, så kom Esbjerg nu med et helt andet udtryk end i første periode, og der var således grund til en vis vestjysk optimisme forud for tredje periode.

Esbjerg havde chancerne, men manglede effektivitet

I tredje periode formåede Esbjerg flere gange at få sat gæsterne under ganske massivt pres. Vestjyderne fik da også skabt målchancer, men skarpheden og effektiviteten lod meget tilbage at ønske.

Den offensive indstilling og det opskruede vestjyske tempo blev dog belønnet med en overtalsmulighed efter fem minutters spil, da man fik fremprovokeret en udvisning til Hernings Jesper Thörnberg. Esbjerg fik da også bidt sig godt fast i gæsternes zone, uden at man dog formåede at skabe den helt åbne chance.

I stedet slog Herning kontra efter at være blevet fuldtallige. Faktisk var det netop Jesper Thörnberg, der veludhvilet fra udvisningsboksen var først over retur fra Seldrup, efter at Brett Thompson havde forsøgt sig. 1-4 var dermed en realitet.

Esbjerg rørte dog fortsat på sig og havde Henrik Mærsk Clausen forvaltet oplægget fra Søren Nielsen til scoring efter 10 minutters spil, så kunne kampen godt være blevet spændende. Det samme kunne man for så vidt sige om Oliver Kjær, der blev spillet helt fri lige foran mål, men kiksede afslutningen.

Vestjyderne fik chancen i power play mod periodens slutning, da Cam Brown sendte en cross-checking i hovedet på en liggende Aleksi Halme. Brown slap med to minutter i skammekrogen for unoden. Knapt halvandet minut senere fulgte Santeri Suistio samme vej og Esbjerg kunne spille fem mod tre i 38 sekunder.

Esbjerg satsede i slutfasen og erstattede Seldrup med en ekstra markspiller, da der resterede to minutter.  Men selvom Rasmus Bjerrum fik pyntet på resultatet med sin scoring til 2-4, så nåede der aldrig rigtigt for alvor at komme spænding om udfaldet.

 


GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Herning SønderjyskE sejrede i Vendsyssel