Koncentrationen er skærpet hos Aalborg-kaptajn Julian Jakobsen, der er fritaget for arbejde under slutspillet

Julian Jakobsen holder fri i slutspillet. Forstået på den måde, at hans arbejdsgiver, Sparekassen Vendsyssel, lader ham lukke computeren, når kvartfinalen går i gang og indtil landsholdsspilleren har sine Pirates-pligter overstået. I denne sæson er det efter den afsluttede finaleserie som begynder i aften i Bitcoin Arena. 

- Jeg er virkelig glad for mit job, og det er så fremragende, at jeg har den her ordning med min arbejdsgiver. Det kræver noget at holde dagligdagen kørende i grundspillet, så kropper takker virkelig ja til ekstra hvile og frihed, når vi kommer til slutspillet. Nu er det hundrede procent ishockey og mange kampe på kort tid. Man har brug for den rette restitution i de her dage, siger Julian Jakobsen.

Så når den hektiske morgen er overstået og knægten på halvandet år er kørt i dagpleje, så hviler Aalborg-kaptajn, ordner lidt på huset og sørger for at lave ordentlig mad, der passer til at skulle præstere optimalt. Og det er netop, hvad Jakobsen og Aalborg har gjort i slutspillet, hvor Herlev først blev kørt over i kvartfinalen, inden det blev væsentlig sværere i semien mod Esbjerg.

- Der er ingen tvivl om, at vi var kæmpestore favoritter mod Herlev. Alt andet end fire eller fem kampe ville være skuffende. Vi kørte den hjem på vores bredde og rutine, og selv om Herlev virkelig sled godt, så havde vi mere at trække på som serien skred frem. Helt kogt ned havde vi flere spillere end dem, der kunne afgøre kampe og lave mål, konstaterer Julian Jakobsen.  

I semifinalen blev det sværere for Aalborg. 

- Esbjerg har virkelig testet os på alle parametre i den her sæson, så det var ekstremt vigtigt for os at vinde den første kamp og få hul på bylden mod dem. Vi var der ikke i kamp to, vandt kamp tre sikkert og havde et kæmpe mentalt udfald dernede i den fjerde kamp (Esbjerg vandt 8-4 og anden periode med 7-1, red.), men det fungerede som et godt wakeup-call for os, og vi spiler gode kamp i kamp fem og seks. Jeg fornemmer, at kamp seks havde en "det skal sgu' være i dag-stemning" over sig, siger han. 

- Cadeau til Esbjerg. Shaw, Scheel og O'Donnell-kæden voldte os problemer, mange af deres danskere gjorde det godt. Men de endte med at være smalle på folk og derfor skulle vi afgøre det i den sjette kamp dernede. Kamp syv kan være et lotteri, lyder det fra Julian Jakobsen. 

Nu gælder det Rungsted i finalen. Et hold med finesse, som Julian Jakobsen beskriver det.

- Men det har vi også. Og måske kan vi i den her serie presse dem fysisk. Vi skal huske at vores personlige fejl bliver straffet hårdt. Dem skal vi minimere. Der er ikke noget problem i at ville spille pucken ud af egen zone. Men koncentrationen skal skærpes endnu mere. Det gælder også offensivt: Vi må godt tage chancer på blå linje, men de skal tages på de rette tidspunkter, lyder det fra Julian Jakobsen. 

- Det bliver kampe med nerve. Det er jeg stensikker på. Der står meget på spil, og vi skal nok føle hinanden an i starten. Men når det går løs, bliver det underholdende, siger Julian Jakobsen.

Det lyder næsten som om han har garanti i stemmen.

Kampstart 19:30 i Rungsteds Bitcoin Arena. 

 


Nihlstorp stod på hovedet, Rungsted vandt 3-0 i første finalekamp OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates