Mere om fredagens kamp i Kvik Hockey Arena

Herning-SønderjyskE 4-1

SønderjyskE havde for første gang den finske back Konsta Mäkinen i opstillingen. Kamprapporten fortæller, at han dannede backpar med Daniel Galbraith i SønderjyskE’s tredjekæde.

Sønderjyderne har hyret Mäkinen ind til Continental Cup senere på sæsonen og med baggrund i, at Daniel Kønig Hansen er ude i længere tid med en skade.

Herning Blue Fox havde samlet 1663 tilskuere til opgøret mellem de to hold, der for nogle sæsoner siden – er det efterhånden – havde patent på at dele mesterskabet.

Det var Hernings anden rene sejr over SønderjyskE i sæsonen, og det bragte pludselig midtjyderne ind i kampen om Metal Final4-pladserne.

Det første opgør mellem Herning og SønderjyskE i indeværende sæson blev afgjort syv sekunder før tid af Morten Poulsen. Han blev kåret af Herning-fansene som månedens spiller inden kampen.

Ganske fortjent, for Morten Poulsen har i de kampe, undertegnede har overværet, været en absolut dominerende aktør. Mon ikke han fortsætter med at være fast mand på landsholdet i denne sæson?

I går var det dog Hernings fjerdekæde, der spillede bas. Thomas Vilstrup Andersen scorede to gange, og han gjorde det fremragende sammen med Joachim Linnet og unge Lukas Bang. U18-landsholdsmanden banker for alvor på som fast inventar hos Herning.

Det svinger i den grad op og ned for ”midterholdene” i Metal Ligaen. For en uge siden var SønderjyskE på kurs mod toppen, mens Herning lå i bunden. Nu mødes de to hold mere eller mindre på midten efter fredagens kamp i Kvik Hockey Arena. Der er blot en enkelt pind fra SønderjyskE på fjerdepladsen til Herning på syvendepladsen.

Anthony Nigro var tilbage hos SønderjyskE, der altså dermed har alle sine importspillere klar uden skader. I går hjalp det ikke rigtigt i Herning.


GALLERI: Herning Blue Fox-SønderjyskE Kampnoter: Rundt om Herlev Eagles-Aalborg Pirates