Mikael Gath er klar i den danske boks for første gang, når det i aften går løs i Landshut

Det bliver en stor dag for landstræner Mikael Gath, når det i aften 19:45 går løs med kampen mod Tyskland. En kamp, der indleder Deutschland Cup, hvor Danmarks herrelandshold møder værterne i den første kamp. Det er samtidig Gaths første kamp i spidsen for det danske landshold. 

Mikael Gath kommer fra en fortid som træner i Kristianstads IK, som han førte fra den tredjebedste svenske række, Hockeyettan, op til en solid tilværelse i næstbedste række, Hockeyallsvenskan. Mikael Gath har også tidligere været coach hos Odense Bulldogs i den danske Metal Liga.

- Jeg har virkelig glædet mig til at møde spillerne og også glædet mig til at træne et ishockeyhold igen efter en lang pause. Jeg har nogle nye taktiske idéer og jeg er spændt på, hvordan spillerne tager imod dem, siger Mikael Gath, der gerne vil have skabt et ”offensivt mindset” på holdet.

- Selvfølgelig skal defensiven også sidde som et fundament, men det er mit mål, at vi har pucken så meget som muligt. Vi skal være offensive og udnytte de mange kreative spillere, der er på holdet, tilføjer den nye svenske landstræner.

- For mig at se er det en virkelig spændende trup, vi har med til Tyskland. Der er både unge og rutinerede spillere i en god blanding. Jo, det bliver virkelig spændende at komme i gang, understreger den 47-årige svensker.

Kampen vises direkte på Metalligaen.tv, hvor Jannik Sønderby kommenterer. Bestil dit abonnement ved at klikke her: 

 

 


Aalborg bliver vært for Metal Final4 SønderjyskE-direktør: Aalborg er favorit til Metal Final4-værtskab