Nordjydernes koncept giver aalborgenserne fordel, siger Klaus Rasmussen

Det ligger mere og mere til, at Aalborg bliver vært for pokalturneringens finalestævne. 

Tidligere har Herning Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard givet udtryk for, at Herning formentlig ikke ville byde ind som arrangør, og nu har SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen også sendt favoritrollen for arrangement af turneringen op til Nordjylland.

- Som udgangspunkt er vi altid interesseret i arrangørrollen i turneringer, hvor vi deltager. Men med respekt for det setup, som Aalborg har leveret i de forgangne år, må Aalborg igen være favorit, hvis klubben igen kan levere det samme setup. Det er et setup, som nyder stor opbakning, siger Klaus B. Rasmussen til Der Nordschleswiger. 

Aalborg har interesse, har direktør Lars Laursen tidligere sagt til Nordjyske, men overgiver gerne arrangementet til en anden klub.

- Jeg tænker da, at vi vil være åbne over for det, hvis der bliver peget på os igen, men det er faktisk ikke noget, vi hverken har brugt tid på at tænke på eller planlægge endnu. Vi tager det, som det kommer, men vi har været stolte af vores afviklinger af Metal Final4, så vi er ikke afvisende over for en gentagelse, siger Lars Laursen til Nordjyske. 

Det vides endnu ikke, hvornår Metal Final4-værtskabet offentliggøres, men det ventes at være i nogenlunde nærmeste fremtid. 

 


LANDSTRÆNER DEBUTERER mod Tyskland i aften: Glæder sig helt vildt Micke Saari drager videre fra Odense Bulldogs