Nordjyderne skal finde den rette tænding frem mod slutspillet

Endelig! Efter en lang pause tager vi igen i dag hul på Metal Ligaen med fire kampe – så fuldt program som overhovedet muligt. Aalborg tager imod Herning, Frederikshavn møder Rødovre, SønderjyskE får besøg af Esbjerg, mens Odense skal en tur til Rungsted. Herlev Eagles er tirsdagens oversidder.

Vi tager en hurtig puls på de ni klubber inden den nye ”sæsonstart”.

Vi kører videre med Aalborg, der ligger på førstepladsen og vinder grundspillet med mindre, der sker mirakler i den resterende del af den regulære sæson.

Aalborg har imponeret gennem hele sæsonen, og ikke kun hos os iagttagere. Også internt i Metal Ligaen, hvor en træner for et af de andre mandskaber har sagt til undertegnede, at Aalborgs opstilling i denne sæson er ”historisk stærk”, mens en anden har sagt, at Aalborg på gode dage spiler ”tic-tac-toe”-hockey af højeste kaliber og er det absolut bedste mandskab i Metal Ligaen.

Så Aalborg er – på trods af Hernings og SønderjyskE’s opblomstring og en meget jævn og stærk Metal Liga – stadig favorit til at vinde mesterskabet, når vi kommer længere frem i foråret.

Dog har Aalborg vist svaghedstegn, der giver modstanderne et lille håb: I semifinalen i Metal Final4 begik Pirates-holdet nogle store fejl, der kostede mål. Et par gange, fordi Frederikshavn pressede dybt i Aalborg-zonen. Er det recepten mod Aalborg?

Omvendt viste Aalborg i samme kamp en enorm offensiv kraft. Når Aalborg hamrer igennem med fire kæder og sætter offensiven i værk, er det svært at stoppe Pirates-skibet, og det bliver for alle kommende modstandere en stor udfordring over syv kampe.

George Sørensen i målet har måske været ligaens mest stabile mand på posten, og har stor tiltro fra sine medspillere.

Træner Garth Murrays store udfordring bliver at finde den rette tænding i de kommende kampe. Aalborg-truppen skal være ”hel” frem til slutspillet, ligesom nordjyderne ligeledes skal være i højest mulig kadence for kvartfinale. Forvent derfor et Aalborg-hold, der skruer op i intensitet frem mod slutspillet. Begyndende med den vigtige topkamp mod Herning i aften.

Hold øje med: Martin Lefebvre måtte udgå med et slag mod hovedet i kampen mod Frederikshavn i Metal Final4. Forhåbentlig bliver han klar igen, og bliver et kæmpe aktiv for Aalborg, hvis han kan finde sin gamle form frem.    


OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rødovre Mighty Bulls Esbjerg: Kryptisk Pederson afviser ikke udskiftning