Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Efter en lang omgang ventetid, er der endelig match for både Herning og SønderjyskE igen. 

Nummer to og tre i grundspillet mødes i semifinalen efter begge vandt med 4-0 i kvartfinalen over henholdsvis Herlev og Rungsted. 

Og det kan næsten ikke blive mere spændende: Hernings brede trup med Mathias From som flødeskummet mod SønderjyskE's homogene og velkørende mandskab med en anden Mattias - Pettersson - i hovedrollen med en redningsprocent på næsten 95 i kvartfinalen mod Rungsted.

Lige før grundserien sluttede, vandt Herning med 3-2 i Vojens og sikrede sig dermed en andenplads, der giver ret til hjemmebane i kamp syv, hvis det kommer så vidt. Og det tipper mange, at det gør.

Her har vi nemlig to mandskaber, der begge kommer til at spille med fire kæder og også har en bred backbesætning til rådighed. Og vi har et par stærke målmandspar - både Galbraith og Lillie står på spring, hvis Carruth (vi tipper ham som startende målmand) og Pettersson skulle kikse. 

- Jeg tror, serien bliver en intens fysisk affære. Vi skal være skarpe når vi får chancerne og vi skal ikke give dumme chancer væk, for Herning er gode til at straffe andre holds fejl. Special teams bliver sikkert en afgørende faktor, så en del af vores tid er gået med at arbejde med vores powerplay, som ikke har kørt helt optimalt, siger SønderjyskE-træner Anders Førster til klubbens hjemmeside. 

- Vanvittig meget tålmodighed bliver noget af det afgørende, tror jeg. Det kan godt blive nogle meget hårde og tætte kampe - og jeg tror også godt, at det kan blive en lang serie, siger Mathias From til Sport Herning.

- Vi skal finde en masse energi frem. Men vi skal også huske spilleglæden, for vi er et vanvittigt stærkt hold, lyder det fra den formstærke angriber. 

Det forventer vi: Mon ikke 0-0 efter første periode er et godt bud mellem to hold, der lige skal finde rytmen igen? Det virker helt åbent i aften med et lille plus til Herning grundet hjemmebanen.

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads til kampen i aften i Kvik Hockey Arena. 

Hold øje med: To svenske backer har spillet hovedrolle i kvartfinaleserien: Petter Hansson hos Herning og Oskar Drugge hos SønderjyskE. Begge med store kvaliteter både offensivt og defensivt. 

Statistikken: Se masser af statistikker omkring de to holds kvartfinaler her. 

Skader/karantæner: SønderjyskE havde i store træk kun Anton Karlsson ude i kvartfinalerne, hvor Herning også døjede med Mathias Baus fravær. Mon ikke vi får to fuldtallige hold på isen i aften?

Historikken: Herning har vundet fire indbyrdes kampe ud af seks i grundspillet. Final4-semifinalen endte med en sikker 4-1-sejr til SønderjyskE. 

 


KOMMENTATOR-TIP: BUCHS BUD på semierne KOMMENTATOR-TIP: DAMSTED om semifinalerne