Kampstart 19:00 i Frøs Arena

Fredagsbrag i det sønderjyske med masser af hurlumhej og aktivitet rundt om kampen mellem ærkerivalerne - en af de store kampe i dansk ishockey. 

Hjemmeholdet fra SønderjyskE havde for første gang i sæsonen fuldt hold, men måtte se sig besejret ganske klart i Herlev efter en lidt rusten omgang. 

Eftertankerne fra cheftræner Anders Førster var en blanding af ærgrelse og irritation.

- Vi fik skadede spillere tilbage, men der er måske nogle, der har tænkt at "sidemanden klarede ærterne". Vi skal ikke glemme, at det er hårdt arbejde, der har bragt os til, hvor vi er lige nu. Heldigvis spiller vi om to dage igen (i forhold til onsdag aften, red.) og jeg håber, at indstillingen er en anden mod Esbjerg. 

Over 3000 tilskuere forventes til kampen, hvor Esbjerg kommer med en comeback-oplevelse i ryggen. Det var gennemgående ikke super-overbevisende, da Esbjerg vandt 4-3 over Rødovre onsdag, men dog en stærk markering med et comeback af den kaliber. Sejren bragte Esbjerg på en lidt lunere plads i tabellen og nu kan Jaspers og co. igen kigge opad.

Endda endnu mere, hvis det bliver til sejr i Vojens.

Det forventer vi: Som altid et hæsblæsende og jævnbyrdigt slag. Hjemmeholdet har haft overhånden i de hidtidige kampe.

Historikken: SønderjyskE vandt en klar 3-1-sejr hjemme i Frøs Arena, mens Esbjerg tog revanche ved at vinde 2-1 efter straffeslag hjemme i Granly Hockey Arena.

Hold øje med: Matt Spencer var med for første gang længe i Herlev, og nu er backen, der er omgærdet af store forventninger, tilbage på sin hjemmebane. Fra Esbjerg møder han Andreas Grundtvig og Aleksi Halme, der scorede henholdsvis det tredje og fjerde mål i vendingen mod Rødovre. 

Metalligaen.tv: Søren Kaster er taget til Vojens for at dække traditionsopgøret mellem rivalerne.

Statistikken: Esbjerg scorede to af fire mål i powerplay mod Rødovre senest. SønderjyskE tog imod et enkelt powerplaymål i Herlev - på blot to Herlev-udvisninger. 

Skader/karantæner: SønderjyskE med fuldt hold mod Herlev, mens Esbjerg mod Rødovre manglede Yanick von Bergen, Grayson Downing, Henrik Mærsk og Frederik Bjerrum. Christian Elmose udgik fortumlet efter tacklingen fra Mads Eller. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks Hånberg hylder herningensisk defensiv