Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Odense Bulldogs røg lige nøjagtig ikke med i Metal Final4, og det ærgrede direktør Ole Nielsen sig forståeligt nok over. Spillerunde 16 var ifølge Nielsen den eneste hidtil, hvor Odense var uden for top fire, men lige præcis DEN søndag kostede det altså en plads i Metal Final4 og pokalsemifinalen. 

Siden har Odense igen bragt sig ind blandt de fire bedste og med sejre over Aalborg (3-2), Esbjerg (4-3) og Rødovre (5-2) ligger fynboerne lunt i kampen om hjemmebanerettighed i kvartfinalen. Men der er naturligvis et langt slæb endnu, og som Per Holten Møller altid sagde, så er den sværeste tid på sæsonen den mørke november med de mange kampe og de lange busture. 

Hvordan overstår Odense denne fase af sæsonen, hvor begejstringen for grundspilsstarten er ovre, og hvor der er lang tid til slutspillet? Det viser noget om et holds karakter. 

Det er en god test mod Frederikshavn, der har vundet fire af de fire seneste kampe og dermed nærmer sig Rødovre i kampen om den sidste slutspilsplads. Der er sket noget med White Hawks på det seneste, og sejren på 4-2 over Rungsted var en holdindsats lige fra målmand Galansky, der nærmest lavede årets redning, og op til angriberne. 

Lige nu viser White Hawks karakter og går måske også mindre naivt til kampene end tidligere på sæsonen?

Det forventer vi: Odense vil forsøge at trykke White Hawks fra start. Fynboernes bredde er større og derfor er Bulldogs også favorit i mødet mellem to formstærke hold. 

Hold øje med: Gunars Skvorcovs havde en kanonstart på sæsonen, men pointmæssigt har han gemt sig lidt og også spillet back såmænd. Hos Frederikshavn scorede Sebastian Brinkman to af fire mål mod Rungsted. Starten på en stime?

Skader/karantæner: Odense kommer friske ind til den første kamp efter pausen, Frederikshavn havde fire hele kæder med i sejren over Rungsted. 

Metalligaen.tv: Sender naturligvis fra Odense, hvor Michael Damsted er på plads. 

Statistikken: Frederikshavn er nu blot et point fra Rødovre og endda med en kamp færre. En helt ny situation for White Hawks. Odense har 33 point og skal vinde, hvis de skal holde trit med Herning (38) og Aalborg (41) i topkampen.

Historikken: Det var mere jævnbyrdigt end 5-2-cifrene viste i det første opgør mellem de to hold, til gengæld var Odense overlegne i Frederikshavn, hvor det blev til 5-3-sejr, der var mere sikker end cifrene antyder. 

 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg Energy