Esbjerg gjorde, hvad de fleste forud for kampen nok ville have fundet tæt på umuligt, da man med otte spillere ude hentede alle tre point mod et fuldtalligt Herning-hold, der endda havde Metal Ligaens 1. plads at spille for. Esbjerg-sejren blev grundlagt på en mandfolkepræstation, ukuelig vilje og et matchvindermål af Thomas Mondrup, der fandt et yderst velvalgt tidspunkt til at stemple ind med sin første scoring på seniorplan.

Esbjerg Energy – Herning Blue Fox 3-2 (0-1, 2-1, 1-0)

Esbjerg tog tirsdag aften imod Herning hjemme i Granly Hockey Arena til vestjydernes næstsidste kamp inden jul.

Herning stillede denne aften i stærkeste opstilling, mens Esbjerg måtte undvære Gordie Ballhorn, Philip Larsen, Arturs Salija, Frederik Bjerrum, Aleksi Halme, Oliver Kjær, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen.

Målmandsduellen stod mellem Mac Carruth og Mathias Seldrup.

Herning dominerede og tog føringen

Tempoet fejlede ikke noget i åbningsperioden, der dog forløb uden den helt store dramatik.

Esbjergs Grayson Downing tegnede sig for kampens første reelle mulighed, da han efter mindre end to minutters spil kom til en lumsk afslutning efter et par hurtige træk lavt i slottet. Minuttet efter tegnede også Thomas Mondrup sig for et glimrende Esbjerg-forsøg, da han blev sat op til en firsttimer-afslutning tæt under mål.

Herfra overtog gæsterne dog det spillemæssige overtag og kom til et par giftige afslutninger ved først Brett Thompson og sidenhen Jesper Thörnberg, inden man havde rundet seks spillede minutter.

Det meste foregik fortsat på gæsternes præmisser, da man passerede periodens halvvejsmærke. Derfor var det heller ikke hverken overraskende eller ufortjent, at Herning tog føringen efter 13 minutter. Umiddelbart efter en spilvending hvor gæsterne gik direkte på mål, var det Magnus Carlsen der tæt under mål var først over en returpuck fra Mathias Seldrup. Dermed 0-1 på måltavlen.

Gæsternes svenske målræv Jesper Thörnberg var tæt på at fordoble den midtjyske føring i det 16. minut, men stolpen kom i vejen for svenskerens afslutning fra mellemdistancen.

Hernings overtag blev mere og mere udtalt som periodens skred frem. Men Seldrup var ved at være spillet varm i Esbjerg-målet, hvor han leverede flere gode redninger. I periodens sidste sekunder tilkom Esbjergs Mikkel Rask en sjælden Esbjerg-målchance, som Mac Carruth pænt tog sig af i Herning-målet.

Esbjerg slog tilbage i fysisk anden periode

Vestjyderne kom godt ud til anden periode, hvor man rent spillemæssigt kom væsentligt bedre med, end man var gennem store dele af åbningsperioden. Vestjyderne kom længere frem på isen og der virkede også til at være mere vilje og nerve i nærkampene.

De gode vestjyske takter kastede en overtalsmulighed af sig efter fem minutter, da Mathias From måtte trække i nødbremsen i forbindelse med et Esbjerg-angreb. From indkasserede 2 minutter for tripping og Esbjerg kunne for første gang rulle overtalsformationerne ud.

Værterne fik sig hurtigt etableret i Hernings zone og overtalsspillet blev sat glimrende op. Det var dog i en efterfølgende sekvens, at det skulle lykkedes Esbjerg at udligne. Grayson Downing var her ved at slippe af sted på et break away-forsøg i overtal. Men canadieren blev generet så meget bagfra, at dommernes valgte at tilkende ham et straffeslag. Downing eksekverede selv usvigeligt sikkert, da han sendte pucken fladt i mål til 1-1 seks minutter inde i perioden.

Scoringen så ud til at give Esbjerg-spillerne et spillemæssigt boost og efter 13 minutter lykkedes det også for hjemmeholdet at tage føringen. Sebastian Skovning snuppede pucken i midtzonen og tog turen ned langs flanken, inden han sendt skiven på tværs til Josh Winquist. Et brag af et slagslud senere førte Esbjerg med 2-1.

Kampen tog nu til i intensitet og fysik og der opstod ved flere lejligheder skærmydsler på isen. Kort tid efter Esbjergs føringsmål røg to spillere fra hvert hold i straffeboksen på den konto og flere skulle senere følge samme vej.

Værternes Juuso Walli måtte til afkøling for en hooking 13 minutter inde i perioden og i det efterfølgende overtal behøvede gæsterne blot 11 sekunder, før der var bragt balance i regnskabet. Pucken fik uhindret lov til at glide på tværs af Esbjergs målfelt og det var således en smal sag for Morten Poulsen at sætte bladet på og bringe balance i regnskabet.

Hernings Martin Eskildsen måtte en tur i straffeboksen efter 16 minutters spil for en holding og Esbjerg fik dermed periodens sidste overtalsmulighed. Her tilkom Brandon Magee Esbjergs bedste chance, da han fik mulighed for at trykke af fra en fri position midt i slottet. Man Carruth tog godt fra i Herning-målet og dermed var stillingen fortsat 2-2 forud for den anden pause.

Mondrups første mål gav Esbjerg sejren

Spillet bølgede frem og tilbage fra starten af tredje periode, hvor der var gode muligheder i begge ender af banen. Ikke mindst Jeff King var tæt på, at han kom til frit skud i det 7. minut. Men desværre for vestjyderne, så overplacerede King sin afslutning.

Esbjerg skulle dog vise sig at tage revanche allerede minuttet efter. Vestjyderne byggede spillet op fra egen zone og Csanad Erdely og Josh Winquist støbte kuglerne for Thomas Mondrup, der halvt svævende i luften fik sendt pucken i kassen fra en position tæt under mål. 3-2 til Esbjerg. Målet var Mondrups første på seniorplan og mon ikke den unge forward vil huske sit matchvindermål mod Herning resten af livet?

Herning var tæt på at udligne efter 11 minutter, men Mathias From måtte se sin afslutning prelle af på stolpen. Et minuts penge senere var Esbjerg næsten lige så tæt på, da Sebastian Skovning kom til afslutning tæt under mål efter en stor vestjysk dobbeltchance.

Herning udbad sig en timeout med godt tre minutter tilbage af kampen og med to minutter tilbage satsede gæsterne og spillede seks mod fem. Her fik Esbjerg ramt stolpen på det tomme Herning-mål. Men flere scoringer blev det altså ikke til denne aften.

 


Rungsted tog vigtig sejr i top 4-striden OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs