En stille og rolig hockeyaften i Vojens endte med en sikker hjemmesejr

SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls 4-1 (2-0, 2-0, 0-1) To dage efter SønderjyskEs 10-0 sejr over Aalborg, var det denne aften Rødovre Mighty Bulls, der gæstede Sønderjylland.

Tyrene skulle jagte vigtige point i kampen om den sidste slutspilsplads, men kom ikke for alvor i nærheden af at true ligaens pt mest formstærke mandskab.

Det var hjemmeholdet, som kom bedst ud, men gæsterne var også ad et par omgange på spil i sønderjydernes zone. Det var dog værterne, der først satte måltavlen på arbejde denne råkolde aften i Vojens.

William Boysen havde to glimrende muligheder, som Rørth kunne afværge. Men Rødovre-keeperen måtte overgive sig, da Boysen for tredje gang var på spil. Fornemt forarbejde af Gustav Nielsen og Nikolaj Krag blev omsat af Boysen, der resolut sendte pucken ind højt i buret.

Rødovre slog efterfølgende godt fra sig og specielt på de hurtige omstillinger var de farlige.

Ad to omgange måtte Petterson i hjemmeholdets mål hive små mirakler ud af de lyseblå ærmer, mens Olaf Eller tog sig til hovedet i boksen over de brændte chancer.

Da Valdemar Ahlberg sad udvist, var også Marcus Almqvist på spil, men svenske Petterson med endnu en redning. Og kort før pausen slog værterne så atter til. Igen stod Krag for forarbejdet, mens det denne gang var Daniel Kønig, der gjorde arbejdet færdigt med en hammer fra blå linje. 2-0 efter tyve minutter, der endte med lidt slagsmål og et sønderjysk powerplay.

Gæsterne blev fuldtallige kort inde i anden periode og momentet efter fik de chancen i først fem mod fire og kort efter sågar fem mod tre i 25 sekunder. Det brændte på foran Pettersons mål og især Almqvist og de to finske forwards Moilanen og Gymer jagtede en scoring.

Hjemmeholdet klarede dog frisag og efter nogle minutters frem og tilbage hockey, var det igen værterne, der midtvejs i perioden slog til. Nikolaj Krag stod helt rigtigt placeret og smækkede gummiskiven ind til 3-0 fra kort afstand.

Det tog for en stund lidt af udeholdets gå på mod. Værterne pressede på og da en Rødovre-back snublede i egen zone kunne Anton Karlsson køre på mål og svenskeren sendte iskoldt skiven i kassen. 4-0 med fem minutter til pausen og kort tid efter havde Oskar Drugge endnu en scoring på staven, men William Rørth denne gang med en stærk redning.

Et overtal til hjemmeholdet i periodens slutfase kastede ikke noget af sig. Tredje periode blev lidt af en ørkenvandring.

Rødovre prøvede ganske vist at klemme det sidste ud, men uden for alvor at blive tvingende, mens SønderjyskE kørte cruise control og bragte et par af de unge folk i spil. Mattias Petterson havde holdt nullet i hele ti perioder før han i aften måtte gribe bag sig.

Daniel Kønig med et unødvendigt pucktab gav altid farlige Almqvist en friløber og den sænkede den lynhurtige forward stensikkert til 4-1.

Flere mål kom der ikke i Sydjysk Sparekasse Arena i aften, og dermed kunne sønderjyderne gå på landsholdspause med deres 11. sejr på stribe, inklusive Metal Final4. Mighty Bulls måtte tage tomhændet hjem og må efter landsholdspausen fortsætte det intense kapløb om den 8. og sidste Play Off plads.


Kyniske Herlev kendte deres besøgelsestid i Rungsted OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles