Håbet er en ekstra oplevelse til publikum, siger direktør Lars Laursen

Aalborg Pirates er klar til at spille i den lille europæiske klubturnering, Continental Cup, i den kommende sæson.

Det bekræfter direktør Lars Laursen, der ligeledes bekræfter, at nordjyderne er klar til at spille på hjemmebane, hvis muligheden byder sig.

Nøjagtig som SønderjyskE gjorde det i 2019/20-udgaven, træder Aalborg Pirates ind i Continental Cuppens semifinalerunde, og har altså her mulighed for at kvalificere sig til Super Final.

Hjemmebanefordelen og opbakningen kan i den henseende blive et stærkt rygstød for Pirates, der kan regne med at komme op mod stærkt kompetente modstandere.

- Vi håber, at arrangementet kommer til Aalborg, og vi vil meget gerne give vores publikum en ekstra oplevelse. Der bliver spillet attraktiv ishockey i Continental Cup, og kampene giver vores publikum mulighed for at se andre modstandere end normalt. Vi ser det som endnu en mulighed for at skabe en fest og afprøve nogle af vores nye tiltag, siger Lars Laursen til Metalligaen.dk.

HVIS Aalborg får hjemmebanen, fortsætter "traditionen" altså med Continental Cup på dansk is. I de seneste mange sæsoner har det næsten været kutyme, at den danske repræsentant har spillet på hjemmebane, og sidste sæson skulle Frederikshavn White Hawks også have været på hjemmebane, inden coronaen satte en stopper for hele turneringen.

Danmark har også den forsvarende mester, eftersom SønderjyskE - også på hjemmebane - vandt Super Final i en medrivende weekend i sæsonen 2019/20. 

Måske bliver Aalborg Pirates den næste på listen?

Nordjyderne har tidligere været med i Super Final ved Continental Cup - dengang som AaB Ishockey - i 2007/08-sæsonen og gik dengang gennem to meget stærkt besatte gruppespil, inden finalen i Riga, hvor russiske AK Bars Kazan vandt, og hvor AaB Ishockey faktisk sluttede á point HK Riga 2000 og Torpedo Ust-Kamenogorsk. Kun et dårligere indbyrdes regnskab på målscore betød, at nordjyderne dengang sluttede uden for medaljerækken. 


Svensk back sættes i forbindelse med Herning Blue Fox Rasmus Andersson: Udvikling har stadig højeste prioritet