Jacob Landtved har opsagt sin stilling som kommerciel chef i Odense Bulldogs

Jacob Landtved, der gennem de seneste to år har varetaget opgaven som kommerciel chef i Odense Bulldogs, har valgt at ændre sin arbejdssituation og stopper derfor i Odense Bulldogs pr. 29. februar 2024.

”Kombinationen af den positive udvikling i Odense Bulldogs’ kommercielle set-up og væksten i min egen konsulentvirksomhed kan ikke længere tidsmæssigt kombineres, og jeg har derfor besluttet at trække mig tilbage som kommerciel chef i Bulldogs.” fortæller Jacob Landtved og fortsætter:

”Jeg har været rigtig glad for at have været med på en del af Bulldogs’ udviklingsrejse, og jeg har fået rigtig mange gode relationer til kolleger, samarbejdspartnere og ikke mindst den store kreds af engagerede frivillige.

I fremtiden vil jeg fortsætte som stolt sponsor, og være med i erhvervsnetværket gennem min virksomhed, og jeg vil glæde mig til at være ambassadør for klubben i bestræbelserne på at nå helt til tops i Metal Ligaen.”

Jacob Landtved fortsætter uændret i sit virke som kommerciel chef frem til udgangen af februar, og indtil da har direktionen og bestyrelsen igangsat processen i at vurdere hvordan det kommende set-up i salgsorganisationen skal se ud.

”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Jacob igennem de seneste to år, og han har været meget vellidt hele vejen rundt i organisationen, hvor han har haft stor andel i den kommercielle udvikling, som klubben har gennemgået. Vi er derfor også rigtig ærgerlige over, at Jacob har truffet beslutningen om at stoppe i Bulldogs, men har samtidig respekt for beslutningen.

 Der skal lyde en stor tak til Jacob for sin indsats og store engagement i Odense Bulldogs, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.” udtaler Ole Nielsen, administrerende direktør i Odense Bulldogs.


OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles GOALSHOW: Se målene fra Aalborg-Odense