1999 havde hele pakken. På godt og ondt. Mest godt.
Først vandt Rødovre, nr. 6 i grundserien, DM-guld i finalen mod grundseriens suveræne vinder, Frederikshavn. Et avancement uden sidestykke i den danske liga.
Få uger senere fejrede landsholdet sin hidtil største triumf med førstepladsen på hjemmebane i VMs B-gruppe. Det var de dage, der blev talt hockey på gader og stræder. Sikke et år, det ville have været, hvis Danmark var rykket op i A-gruppen i VM-kvalifikationsturneringen i Amiens i Frankrig i november. Det måtte vente lidt endnu.
Og 14. december markerede Danmarks Ishockey Union på fornem vis sit 50 års jubilæum med en ”VM-revanche” i Rødovre Skøjte Arena mod Canada.
Det var også et år, der kastede DIU ud i et vildt kaos, som ryddede sportssiderne og kort før VM truede med at sprænge unionen i stumper og stykker.
Kort fortalt:
De otte slutspilshold var inddelt i to kvartfinalepuljer á fire hold. I den ene sluttede Rødovre, Vojens og Rungsted alle med ni point (Odense havde to point).
Rødovres førsteplads var indiskutabel. Men hvem var toer og skulle spille semifinale mod vinderen af den anden pulje, Frederikshavn. Vojens eller Rungsted?
Sportsudvalget udråbte Rungsted som toer på bedre målscore end Vojens. Jubel i Rungsted og raseri i Vojens.
Men DIUs bestyrelse underkendte døgnet efter Sportsudvalgets fejlfortolkning og sendte Vojens i semifinalen. Med tre klubber á point skal man nemlig kigge på regnskabet over de tre holds indbyrdes kampe. Og her var Vojens bedre end Rungsted.
Sådan måtte det naturligvis være (ligesom i IIHFs regler). Men det pinlige var, at DIU i et mangelfuldt reglement kun havde regler om to hold á point, ikke tre hold.
Nu var det Rungsted, der var i oprør. Med trusler om civilt søgsmål og krav om bestyrelsens afgang.
Cobras administrerende direktør, René Leth Jensen:
”Jeg er overbevist om, at en seriøs revurdering medfører, at man opretholder Sportsudvalgets fortolkning, som de implicerede klubber og unionens bestyrelse jo havde accepteret, da ingen havde protesteret (faxen var udsendt om fredagen, red.) inden søndagens kampe. Det er grotesk og uhørt, at man ændrer reglerne efter kampene. Nu går vi måske glip af en halv million kroner.”
Sportsudvalgets formand, Jørgen Lodberg, erkendte, at han havde begået en fejl. Som han sagde: ”Laver man nok, laver man også noget, der er forkert.”
Dén person, der måtte lægge ryg til de fleste hug, var DIUs formand, Ejvind Olesen. Natlige telefonopkald sled hårdt på psyken, og på en enkelt dag talte DIUs generalsekretær, Bent H. Nielsen, på unionens hjemmeside 87 grove og injurierende udfald mod bestyrelsen.
Olesen fik senere en undskyldning og en buket blomster fra Jørgen Lodberg. Og på et formandsmøde i Idrættens Hus gav alle 15 danske klubber bestyrelsen, som havde sat sine mandater på spil, en massiv tillidserklæring.
Ejvind Olesen kunne drage et lettelsens suk med ordene:
”Det har været den værste uge i mine 13 år som formand. Jeg håber aldrig at komme ud for noget tilsvarende igen. Nu glæder jeg mig til, at spillerne igen kommer i fokus, og vi kan koncentrere os om DM-slutspillet og det forestående VM, som bliver den største opgave i DIUs historie.”
Da raseriet fra ledelse og spillere i Cobras var på sit højeste, havde han meldt sig ud af sin klub, Rungsted Ishockey Klub. Efter nogen tid fandt de dog sammen igen.
Frederikshavn var favorit til årets DM-guld, men Rødovres formkurve var timet perfekt af cheftræner Olaf Eller. Efter jul tabte sjællænderne kun to kampe, og i semifinalen og finalen blev det til 3-0 i kampe mod henholdsvis Esbjerg og Frederikshavn.
I den tredje finalekamp vandt Rødovre i Frederikshavn 5-4 med den russiske playmaker Boris Bykovsky som matchvinder 19 sekunder før tid.
En trøst for vendelboerne: De vandt året efter guld med 7-6 i den femte og afgørende kamp mod Herning. I endnu et vildt drama. Ja, endnu vildere. Ilya Dubkov scorede sejrsmålet med 13 sekunder tilbage af overtiden.
Olaf Eller havde en god og talentfuld dansk stamme og satte prikken over i’et, da han efter jul placerede sine tre russiske forwards, Anatolij Chistjakov, Boris Bykovsky og Sergei Solomatov, i samme kæde.
I en nøglerolle så man også målmanden Bill Morrison, som var i særklasse i playoff. I B.T. beskrev jeg ham sådan:
”Han er halvskaldet, lille og bred, nærmest lidt småfed. Men tag ikke fejl af den skotskfødte keeper med lynreflekserne, det lyse sind og det canadiske hockeyblod rullende i årerne.”
Det var Olaf Ellers sjette DM-guld med Rødovre. Klubrekord. De første fem titler i perioden 1978-90 vandt han som spiller. Fire af dem som anfører (det første år var Bent Hansen kaptajn). Han blev desuden noteret for 104 landskampe og syv VM-turneringer, inden han tog hul på trænerkarrieren.
Da han stod med guldet i Frederikshavn, sagde han: ”Nu glæder jeg mig bare til at få skægget barberet af, så jeg kan være pæn til guldfesten.”
Prins Henriks Cup blev overrakt til Rødovres kaptajn, Anatolij Chistjakov, af DIUs bestyrelsesmedlem, Christian Eugen-Olsen. Han kom til Frederikshavn næsten direkte fra Brasilien. I sin egenskab af Dronningens ceremonimester havde han været i Sydamerika for at forberede regentparrets besøg.
Det var også Eugen-Olsen, som fik prins Henrik til at lægge navn til Danmarks svar på Stanley Cup og gjorde ham interesseret i ”verdens bedste sport”.
Det ærgrer denne signatur, at Chr. Eugen-Olsen, som havde forelsket sig i hockeyen i sin tid i Canada og havde sine rødder i Gentofte-klubben HIK (hans far var en af HIKs medstiftere), nogle år senere på det skammeligste blev kuppet ud af DIUs bestyrelse. Med sine royale relationer kunne han noget, der var værdifuldt.