Få dage efter at Boris Kulagin var kommet til Rødovre i efteråret 1977, besøgte jeg ham og hans kone i deres to værelses lejlighed på Tårnvej.

Lejligheden var endnu sparsomt møbleret. En grammofon sendte russiske toner ud i stuen. Eneste vægdekoration var ishockeyvimpler og fotografier af chefen selv og de sovjetiske verdensstjerner.

En afslappet og smilende Boris Kulagin var i landsholdets træningsdragt med bogstaverne CCCP (Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker) tværs over brystet.

 ”Det har været nogle hektiske uger op mod afrejsen, men jeg er overbevist om, at vi vil falde godt til her i Rødovre,” siger den store træner.

Han viser med en professionel træners stolthed sine medaljer frem. Unægtelig en samling, der vil noget. Blandt dem to guldmedaljer fra OL og tre gange guld fra VM.

Jeg spørger ham, hvilken medalje der betyder mest for ham.

Medaljerne ligger på et bord, og han samler en af de mindste op. Den ser ikke ud af meget. Hans navn er indgraveret i den.

”Dén her. Jeg fik den i 1974, da jeg var træner for Krylja, som fra en syvendeplads vandt det sovjetiske mesterskab. Den guldmedalje vil altid betyde noget særligt for mig,” siger han og sender den et kærligt blik.

”På samme måde vil en guldmedalje til Rødovre være mindst lige så værdifuld for mig som et verdensmesterskab eller en olympisk sejr.”

Efter triumfen med Krylja blev Boris Kulagin forfremmet fra assistant coach til cheftræner for det sovjetiske landshold i stedet for Vsevolod Bobrov.

På Tårnvej trakterer familien Kulagin B.T.s udsendte med russisk kaviar og vodka til formiddagskaffen. Endelig ordentlige arbejdsbetingelser!

Boris Kulagin springer vodkaen over og forklarer:

”Vi skal ud at købe senge, derefter på den sovjetiske ambassade, og i aften har jeg møde med Rødovres bestyrelse.”

Han ryger til gengæld flere cigaretter til kaffen og siger undskyldende:

”Jeg begyndte at ryge for nogle måneder siden. Et dårligt eksempel for spillerne.  Jeg må prøve at holde op.”

I Sovjet omtales han med stor respekt og ærbødighed. De største stjerner tiltaler autoriteten Kulagin med De og hr. Kulagin.

”Hvis mine spillere har spillet godt, siger jeg du til dem,” siger han med et smil.

”Vil du kræve samme disciplin af Rødovres spillere?”

”Nej, ikke i tiltaleform. Men disciplin er nødvendig. Resultater skabes ikke fra den ene dag til den anden, men ved hård og målrettet træning over en længere periode. Det er mit indtryk, at Rødovres spillere har viljen til at træne og vil forstå, at øl og cigaretter nedbryder formen. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i dansk ishockey og kender spillernes betingelser. Der er hvide pletter, som jeg håber at kunne hjælpe med at udfylde med mine erfaringer fra sovjetisk ishockey.”

Under samtalen sagde han med stor glæde ja til at coache Pressens hold i den årlige kamp mod landsholdet.

En sjov anekdote: Da Kulagin første gang så Kostalden, sagde han:

”Den er meget kold, men en okay træningshal. Hvor spiller I jeres kampe?”

Jeg deltog senere i et møde i den russiske klub, hvor Borris Kulagin sagde:

”Jeg er hverken en gud eller en tryllekunstner. Jeg er i Rødovre for at arbejde, arbejde, arbejde. Jeg skal være her i to sæsoner og arbejder efter et bestemt program. Fra det enkle til det mere komplicerede. Fortsætter Rødovre-spillerne, som de er begyndt, har de en reel mulighed for at vinde guld.”

Han uddyber sin filosofi: ”Ishockey er ikke bare et spil. Det er en videnskab. Et nært samarbejde mellem spillere, trænere og læge er en betingelse for succes. I Sovjet har man lægeundersøgelser med en test af spillernes styrke, hurtighed og udholdenhed fem-seks gange om året. De objektive data, man indsamler om den enkeltes tilstand, lægges til grund for udtagelse til landsholdet.”

Boris Kulagin talte meget lidt engelsk og var i Rødovre assisteret af tolken Jan Andersen, som læste russisk på Københavns Universitet. Havde man haft en guldmedalje ekstra, skulle han have haft den.

Da Boris Kulagin kom til Rødovre, spillede Danmark i C-gruppen. Det var unægtelig en import, der vakte opmærksomhed i den store hockeyverden.

Både ved C-VM i 1978 i Las Palmas på Gran Canaria og året efter ved B-VM i Galati i Rumænien var han med som konsulent for landstræner Richard David.

Om softice-VM sagde han: ”Gran Canaria er ikke til hockey, men til pigejagt.”

Rødovres scoop kan man takke to fremsynede ledere, Albert Thorup og Svend Aage Hansen, for. De havde været i kontakt med den sovjetiske ambassade, og for at gøre en lang historie kort faldt en appelsin i Rødovres turban i skikkelse af en af verdens bedste og mest berømte trænere.

Om foråret havde Sovjet floppet ved VM i Wien med en ydmyg tredjeplads. Det tog hårdt på cheftræneren, Boris Kulagin. Han gik ned med en depression og var indlagt i to måneder.

”Vores sportsminister spurgte mig, om jeg havde lyst til at tage til Rødovre og være træner i to sæsoner, hvor jeg ikke var udsat for det samme pres som i Sovjet og ville få mulighed for at falde til ro,” siger han.

Kulagin sagde samtidig, at det ville have været utænkeligt, at han var blevet træner i Sverige, én af Sovjets farligste konkurrenter.

Om Sovjetunionens fatale tredjeplads i Wien: ”Der er trænere, der går lykkelige rundt med en bronzemedalje om halsen hele dagen. Men ikke en sovjetisk træner.”

Boris Kulagin er født Barnaul i Sibirien i 1924 og døde 25. januar 1988 i Moskva. Han blev 63 år.

Som barn flyttede han med sine forældre til Moskva og startede sin karriere som bandyspiller. Senere skiftede han til ishockey, men en benskade stoppede den aktive karriere, og han blev træner.

I 60’erne var han assistenttræner for verdens mest vindende klubhold CSKA under legendariske Anatoli Tarasov, som han også blev assistent for på landsholdet.

Boris Kulagin vendte hjem efter sine to succesrige sæsoner i Rødovre og blev cheftræner for Spartak Moskva.

Med i bagagen til Moskva havde han en dansk guldmedalje fra 1978 (Rødovres første DM-titel) og en sølvmedalje fra 1979.