Danmarks VM-debut i 2003 i Finland. Den første VM-kvartfinale i 2010 i Tyskland. Den olympiske kvartfinale i 2022 i Beijing. Avancementet til 10. pladsen på verdensranglisten. Perlerækken af danske spillere i NHL.
Mange rød/hvide toppræstationer har brændt sig ind i hukommelsen. Det her er en håndfuld. Der er mange flere.
Den udvikling, dansk ishockey har været igennem - fra ”røven af fjerde” til verdenseliten - havde ingen fantasi til at forestille sig i 70’erne og 80’erne. Jeg tør skrive under på det, for jeg har fulgt landsholdet siden 1970.
Jeg skriver her om en VM-turnering, som ikke er blandt de ”udødelige”, men heller ikke fortjener at gå i glemmebogen.
Efter VM i Finland, Tjekkiet, Østrig, Letland, Rusland og Canada er vi i 2009 nået frem til Danmarks syvende VM i det fine selskab.
Vi er i alpelandet Schweiz, og missionen er den samme som i de seks foregående VM-turneringer. Nøgleordet er overlevelse.
Hvad vi ellers får oven i hatten er en bonus. Sådan har det også været i flere senere verdensmesterskaber.
At landstræner Per Bäckman i sin VM-debut var uden navne som Frans Nielsen, Jannik Hansen, Lars Eller og Stefan Lassen øgede ikke ligefrem optimismen.
Danmark kiksede mellemrunden og en plads blandt de 12 bedste efter nederlag i indledende pulje til Tjekkiet 0-5, Finland 1-5 og Norge 4-5 (efter forlængelse).
Små tre måneder tidligere havde vore norske ”venner” knust det danske OL-håb i et dramatisk opgør i Oslo, så VM-nederlaget gjorde ekstra ondt på Bäckman og spillerne.
I et nedrykningsspil mod nr. 4 i de tre andre puljer skulle Danmark møde Tyskland, Ungarn og Østrig. Da tyskerne året efter skulle arrangere VM i Köln og ikke kunne rykke ud, var der i realiteten kun én plads at spille om.
Danmark åbnede i stor stil med 3-1 over Tyskland med et drømmemål til 2-1 i tredje periode. I B.T. kaldte jeg det ”verdensklasse” og ”VM-historiens bedste danske mål.”
Målscoreren var Peter Regin. Han startede et slalomløb bag egen baglinje. Først rundede han Patrick Galbraiths mål. Derefter driblede han bukserne af sin holdkammerat fra Ottawa, Christoph Schubert, for sit sidst at udspille den tyske målmand, Dimitri Pätzold, med et baghåndsløft op i krydset.
Peter Regin: ”Jeg har ikke lavet sådan et mål før på landsholdet, men jeg har gjort det i Elitserien. Per Bäckman havde set det i Sverige og sagt, at jeg skulle prøve at gå med helt tilbage og køre igennem fra baglinjen.”
Per Bäckman havde for første gang sat sine tre nordamerikanske spillere sammen. Og det var en god idé med playmaker Peter Regin mellem Mikkel Bødker og Morten Madsen.
Hårdtarbejdende Mikkel Bødker viste, hvorfor han har spillet 78 NHL-kampe for Phoenix Coyotes, da han spillede pingpong med sin legekammerat fra Rødovre-tiden, Morten Madsen, og satte sidste stav på en to-mod-nul-øvelse til karrierens første VM-mål.
I en programmæssig 5-1 sejr over Ungarn i den næste kamp kom de tre i svenskerkæden, Morten Green (et mål og to assists), Kim Staal og Nichlas Hardt, alle på scoringslisten.
Vi var nu fremme ved gysertimen og knald-eller-fald kampen mod Østrig, som havde slået Tyskland 1-0. Et dårligt resultat for Danmark.
Resultatet af den afgørende nedrykningskamp ville definere turneringen for det unge danske hold med en gennemsnitsalder på 24 år og otte VM-debutanter.
Nervekampen gav en overbevisende dansk 5-2 sejr efter østrigsk chokføring 2-0 efter to et halvt minut.
”Jeg har aldrig spillet på et bedre dansk hold og følt større forløsning og stolthed med løven på brystet,” lød det fra en følelsesladet rekordmand, Jesper Damgaard, der spillede sin landskamp nr. 244 og var med i sin 16. VM-turnering.
”Vi har spillet fantastisk angrebshockey i de sidste tre kampe og vist en moral og et sammenhold ud over det sædvanlige.”
Selv om Per Bäckman har 15 Elitserie-sæsoner og tre svenske mesterskaber på sit cv, kaldte han sejren over Østrig den største oplevelse i karrieren.
””Jeg har aldrig coachet et hold, der har arbejdet så hårdt og vist så stærk moral,” sagde han med tårer i øjnene.
Peter Regin er i den svenske coachs øjne den komplette center og Mikkel Bødker en passioneret spiller, skøjtestærk og et fysisk pragteksemplar.
”Jeg elsker typer som Peter og Mikkel,” sagde han.
Mikkel Bødkers to mål var en fødselsdagsgave til moderen, Lene, som var blandt de jublende tilskuere i Arena Zürich-Kloten.
Igen viste det danske landshold, at det er bedst med kniven for struben. Eller med andre ord: Når det gælder eksistensen.
For første gang vandt det tre VM-sejre på stribe. Endda efter at have været bagud i alle tre kampe.
Jeg tænker tilbage på VM i Innsbruck i 2005, hvor jeg omtrent havde skrevet Danmarks nekrolog som medlem af den eksklusive Klub 16, da miraklet skete.
Danmark slog Østrig 4-3 og Tyskland 3-2 i de sidste to kampe og fornyede mirakuløst medlemskabet af A-gruppen.
De tre spillere (valgt af de danske trænere), der blev hædret efter turneringen, var Peter Regin, Jesper Damgaard og Morten Green.
Heinz Ehlers, som var coach i Schweiz og fulgte turneringen fra tilskuerpladserne, havde denne kommentar i B.T.:
”Jeg har aldrig set et dansk landshold så godt organiseret og spille med så høj fart. Et hold med nasser af kreative, dygtige individualister. Jeg må sige, at holdet imponerede mig.
Den største positive overraskelse i mine øjne var backen Mads Bech Christensen fra Frederikshavn. Og Philip Larsen var hurtig og smart og har potentiale til at blive den bedste danske back nogensinde.
Jesper Damgaard er en ledertype, og jo længere turneringen varer, des mere træder han i karakter.
Det var måske ikke Kim Staals bedste VM, men han viste sin store værdi for holdet, da der var mest brug for det,” slutter Heinz Ehlers.