Jeg har altid haft en svaghed for Cirkusrevyen. Ingen sommer uden forestillingen i teltet på Bakken. I midten af 90’erne så jeg et hylende morsomt nummer med min favorit, Claus Ryskjær, i netundertrøje med seler foran tv-kassen med en ”ølver” i hånden brøle til ”sønnen” med trækøllen (Ulf Pilgaard): ”Det er godt, min dreng, du ligner din far.”
Nu er jeg ikke den første journalist, der stjæler med arme og ben, så jeg kunne ikke lade være at bruge citatet, da jeg i 2007 lavede en liste over danske landsholdsspillere i ishockey, der er sønner af tidligere landsholdsspillere. Min optælling for 12 år viden viste, at der var 22 af slagsen.
At en søn går i faderens fodspor er langtfra en naturlov, men i ishockey sker det heldigvis tit. Og usædvanligt er det ikke, at junior også trækker den røde trøje med løven over brystet.
Jeg tvivler på, at nogen anden sport kan slå ishockeyen, når det handler om andengenerations-landsholdsspillere. Hvilken familiesport. Hvem sagde miljøskadet?
Spillerne har været slæbt med i skøjtehallerne i barnevognen og har fået hockeyen ind med modermælken. Groft sagt er de født med skøjterne på. Men måske er der andre og bedre forklaringer.
Nr. 22 i rækken var Lars Eller, søn af den tidligere Rødovre-kaptajn Olaf Eller (104 landskampe). Lars debuterede som 17-årig i en VM-testkamp mod Tyskland i Kassel, hvor han i øvrigt fik brud på hånden. Det store gennembrud kom nogle måneder senere, hvor han blev draftet af St. Louis Blues som nr. 13.
Fra Danmarks første VM-hold, som i 1949 tabte 0-47 til Canada i Stockholm, var der to leverandører af senere landsholdsspillere, Jørgen Hviid (sønnerne Torsten og Jesper) og Børge Hamann (sønnen Ole).
Andre koryfæer som Keld Bjerrum (Thomas, Kristian og Mikkel), Peter Degn (Lasse og Kasper) og Frits Nielsen (Frans og Simon) har leveret ikke færre end syv landsholdsspillere sammenlagt.
Keld Bjerrum var Esbjergs målkonge og deltog i fem VM-turneringer i perioden 1962-69, Peter Degn var en af nøglespillerne på Hernings første DM-guldhold i 1973 og en markant profil op gennem 70’erne, og Frits Nielsen brillerede i både Herning og AaB og fik senere en glorværdig trænerkarriere i hjembyen Herning.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har talt, hvor mange andengenerations-landsholdsspillere vi har i dag, men tallet er vokset støt. Jeg skyder på, at det er tæt på 35. Et smukt eksempel på en af de senere års spillere i familien er Nikolaj Ehlers, landstrænerens søn.
En usædvanlig og spændende historie tegner ægteparret Lisbeth og Martin Asperup sig for. De var begge på landsholdet, og deres børn, Josephine og Matthias, er begge aktuelle landsholdsspillere. Josephine spiller for Djurgården og Matthias for Rødovre Mighty Bulls.
Også den tidligere landsholdsforward Kenneth Henriksen har en søn og en datter, som kom på landsholdet. Herlev-spilleren Marie var i ti år kaptajn på kvindelandsholdet, og Jeppe nåede en enkelt landskamp som Rødovre-spiller, men stoppede tidligt for at læse medicin.
Jeg overværede i starten af 2005 en 1. divisionskamp mellem Herlev og Rødovre i Herlev Skøjtehal. Kenneth spillede på hold med Marie og Jeppe. Han var 46 år og børnene henholdsvis 18 og 15. Kampen mellem de to klubbers andethold blev vundet af Rødovre med 13-3 med 15-årige Lars Eller som topscorer med tre mål. Sæsonen efter spillede han i Frölunda.
Efter kampen sagde en storsmilende Kenneth: ”Det er en aften, jeg sent vil glemme. Jeg har trænet Marie og Jeppe, fra de var helt små, til de blev 12. Det har været sjovt at følge deres udvikling. Nu får jeg belønningen.”