Redaktionen her på Metalligaen.dk sætter ugens hold som en A-kæde med de mest markante spillere i ugens kampe. Her er ”de seks udvalgte” baseret på ugens matcher.

Målmand: George Sørensen (Aalborg Pirates) Nok leverede Evan Cowley den store individuelle præstation fredag aften i Odense, men canadieren lod også fem mål passere tirsdag aften mod Herlev. George Sørensen var altså stabiliteten selv over tre kampe. I kampen mod Herning (2-3 straffe) Rødovre (4-1) og SønderjyskE (3-2 overtid) tog han 71 af 77 skud og noterede sig dermed på en redningsprocent på 92.2 i ugen.

Back: Mike Little (SønderjyskE) Er for alvor begyndt at blive en gevinst for Mario Simioni. Solidt spil på blå linje gennem hele ugen, krydret med offensive fremstød og kulmination i Herlev-kampen tirsdag aften med mål, to assister og næsten en halv times istid.

Back: Anders Krogsgaard (Aalborg Pirates) Matchvinder søndag mod SønderjyskE, hvor han spillede 28 minutter. Mål og to assister i to kampe og en plus/minus-rating på +3 over hele ugen. Virkelig en nøglespiller for nordjyderne.

Forward: Brett Thompson (Herlev) Det er ganske enkelt vildt, hvad Herlevs nye superkæde præsenterer og præsterer for øjeblikket. Kaptajnen Brett Thompson var nok målløs mod SønderjyskE, men ultratæt på at score i den kamp. Ellers: mål og to assister mod både Odense og Rungsted. Klasse.

Forward: Victor Rollin-Carlsson (Herlev) Det er ligeledes svært at komme udenom Rollin-Carlsson, der også havde en giftig uge. Et blændende mål mod Odense i powerplay, to assister i kampen mod SønderjyskE og så lige et hattrick til at slutte af med søndag eftermiddag.

Forward: Gustav Green (Rungsted) Har i den grad fået sit gennembrud i indeværende sæson med solidt spil og masser af istid for de forsvarende mestre, hvor han på det seneste har været en konstant på et svingende hold. Green blev matchvinder fredag aften i Frederikshavn og påtog sig såmænd også samme rolle i tirsdags mod Esbjerg. Stærk uge af den unge forward.  


Kampnoter: Rundt om SønderjyskE-Aalborg Pirates RETRO: Det er godt, min dreng, du ligner din far