Dette DM-drama udspillede sig søndag 21. marts 1971. Altså for 50 år siden. Plus et par dage.

Det var min første sæson som ishockeymedarbejder på B.T. De foregående seks år havde jeg været journalist på Fyn og så vidt, jeg erindrer, ikke skrevet en linje om ishockey.

Kampen, historien drejer sig om, fandt sted i Gladsaxe Skøjtehal i turneringens sidste runde. Det var før, der var noget, der hed slutspil i dansk ishockey.

Inden de to ærkerivaler, Gladsaxe og KSF, løb på banen, havde Gladsaxe allerede vundet mesterskabet. Ud over ære og respekt havde resultatet således kun kosmetisk betydning.

Men troede man, at det ville blive en relativ fredelig forestilling, måtte man tro om. Det blev den største skandale på dansk is, man endnu havde set.

En rystet DIU-formand, Otto Randholm, rettede et skarpt angreb på spillernes manglende selvdisciplin og de mange farlige og beskæmmende episoder, som skader sportens renommé i en tid, hvor man har brug for al den støtte og sympati, man kan få.

”Vi må det her til livs. Jeg garanterer, at vi i unionens ledelse vil slå til med hård hånd over for spillere, der ikke kan styre sig,” sagde han.

Jeg har fundet en gammel B.T. frem (22. marts 1971) med ishockey-drama på fire sider og en spiseseddel. Mindre kunne ikke gøre det.

Sagen kort: I anden periode udvandrede KSF i protest mod Gladsaxes ”svinske og farlige spil”.

Som anfører og formand tog KSFs Guddi Høybye ansvaret og blev idømt to års karantæne (straffen blev senere sat ned til ét år). DIU kunne have degraderet KSF til 2. division for ikke at have gennemført turneringen, men den legendariske Østerbroklub slap og vandt året efter sit niende danske mesterskab.

Om aftenen havde jeg inviteret en række fremtrædende ishockeyfolk ind på B.T. til en rundbordssamtale om skandalen i Gladsaxe og for at belyse situationen i dansk ishockey.

Foruden Guddi Høybye og Otto Randholm var det formanden for Dommerklubben, Kai Elley, Rødovre-formanden Albert Thorup og Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen.

Her et kort uddrag. Mit første spørgsmål var stilet til Guddi Høybye: ”Guddi, fortryder De?” (Det var dengang, man sagde De i aviserne).

”Nej. Jeg har ikke noget at fortryde.”

Otto Randholm, Kai Elley og Albert Thorup var chokeret over Guddis svar. Men ikke Bent Roland Hansen.

”Nu ved jeg, hvilke følelser der rører sig i en spiller, når gemytterne kommer i kog. Jeg forstår godt Guddi. Jeg kunne have fundet på det samme,” sagde han.

Guddi Høybye understreger, at det alene var Gladsaxe dirty spil og ikke dommerne, der var skyld i udmarchen.

”Man skulle tro, at Gladsaxe-spillerne havde sagt til hinanden før kampen, at kan de ikke spille os ned, så skal vi i hvert fald slås ned. Jeg frygter, hvad der ville være sket, hvis vi var blevet. Stemningen var oppisket. Flere var blevet kvæstet,” sagde Guddi Høybye.

Bent Roland Hansen: ”En KSF’er hviskede mig i øret om formiddagen: ”Du må vist hellere tage boksehandsker med.” Så det er noget vrøvl, når Guddi forsøger at lægge skylden over på os. Det var KSF, der var ude på ballade. De vidste, at vi havde chancen for at vinde Fair Play-pokalen.”

Gladsaxe-målmanden er ikke enig med Otto Randholm i, at sagen vil skade ishockeyen.

”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Flere skandaler, flere tilskuere, flere penge i kassen.”

Guddi Høybye: ”Jeg synes ikke, man kan sige, at vores udmarch har skadet dansk ishockey. Vi har allerhøjst skadet KSF.”

I en snak om den almindelige disciplinærkrise i dansk ishockey siger Albert Thorup:

”Jeg er bange for, at der vil blive ved at være krise to-tre år endnu, inden den store stab af juniorspillere rykker op som seniorer og skaber en naturlig konkurrence til førsteholdet.”

Da Gladsaxe-spillerne stillede op på isen efter KSF’ernes udmarch for at blive hyldet som danske mestre, dukkede kun en enkelt KSF’er op, 18-årige Jesper Hviid.

To gange havde han været ude for at blive syet for flænger i ansigtet, og da han kom ind for anden gang, var holdkammeraterne gået, og der stod kun modstanderne tilbage.

”Jeg anede ikke, hvad der var foregået og blev noget overrasket. Da jeg alligevel stod der på isen, kunne jeg lige så godt lykønske dem med guldet,” forklarede han.

Omkring 200 tilskuere havde krævet at få pengene tilbage. Og det fik de.