Jeg blev imponeret, da jeg så listen på hockeytinget.dk over danske spillere i den bedste svenske liga, SHL.

Ikke færre end 47 ishockeylegionærer har gennem tiderne fået debut hinsidan i en af Europas stærkeste ligaer. Så mange! Det overraskede mig alligevel.

Den første var Heinz Ehlers.

Jeg husker mit besøg i Leksand i november 1984. Som 16-årig var han kommet til Dalarna fra 2. divisionsklubben IK Aalborg med drømmen om en professionel karriere suppleret med en uddannelse på ishockeygymnasiet.

I sin tredje sæson ved Siljansøen var han blevet en del af Leksands stolthed, byens ishockeyhelte, som på det tidspunkt førte Elitserien.

Den 18-årige nordjyde var den yngste i klubbens 22 mand store førsteholdstrup og havde på rekordtid spillet sig ind i alle dalahjerter. ”Sensationen fra Danmark” var et samtaleemne i en by, hvor alle snakkede hockey.

”Heroppe har man kun hockey i hovedet. Men for mange var det en overraskelse, at man spillede hockey i Danmark. Det havde de aldrig hørt om,” siger Heinz, mens vi går ned ad en næsten mennesketom hovedgade.

Heinz undskylder, at Leksand ikke har alverden at byde på. Men hvad byen savner med hensyn til liv opvejes rigeligt af omgivelserne, en enestående natur.

”Jeg holder meget af naturen, men får aldrig det tætte forhold til den som folk, der er født i Dalarna. Her er smukt, både om sommeren og ikke mindst om vinteren, hvor alt er dækket af sne. Men ud over ishockey og skisport – der er seks slalombakker omkring Leksand – sker der ikke meget,” erkender Heinz.

”Jeg synes, jeg har været heldig. Jeg har fået succes som ishockeyspiller og har nået mit første mål, Elitserien. Men jeg savner familien, kammeraterne og det muntre liv i Aalborg.”

Han fortæller om Leksands eneste diskotek, som træneren har forbudt spillerne at komme på i hockeysæsonen.

”Det bliver skønt at komme hjem til jul og gå en tur i Jomfru Ane Gade. Jeg vil ikke sige, at jeg keder mig i Leksand, men somme tider kan det godt være svært at få tiden til at gå.”

Heinz blev om sommeren student på den sociale linje og går på den økonomiske linje på et voksengymnasium sammen med to holdkammerater.

Han har et værelse hos klubbens massør og er som en søn for den svenske familie. Der er tre kilometer til træning, og transporten foregår på cykel på de sneglatte veje.

I sommeren 1984 blev han ikke blot den første dansker, der blev draftet til NHL (New York Rangers, 9. runde som nr. 188 over all). Han blev også svensk statsborger (beholdt dog sit danske pas) med sigte på Leksands Elitseriehold.

”Vi har i forvejen to finner, og der må kun være to udlændinge på holdet,” forklarer han.

Heinz blev straks udtaget til det svenske U20-landshold og deltog i en samling, men kom ikke i kamp.

”Jeg havde året før deltaget på det danske juniorlandshold ved VM i Frankrig og var ifølge IIHFs regler afskåret fra at repræsentere en anden nation i en mesterskabsturnering. Det svenske forbund håber på en dispensation, fordi jeg kommer fra en C-nation. Reglen blev i sin tid lavet for at hindre trafikken den modsatte vej,” siger han.

Da Heinz i sin VM-debut på hjemmebane i 1987 var med til at spille Danmark op i B-gruppen, havde han svensk pas.

Danmarks Ishockey Union gik stille med dørene, og IIHF reagerede ikke. Tak for det!

Leksands cheftræner var legendariske Dan Söderström, som i sin tid spillede i Leksands berømte Tre Kronor-kæde og fire gange har vundet det svenske mesterskab.

”Giv ikke Leksand æren for Heinz’ fremgang og klasse. At han blev eliteseriespiller som 18-årig beror ikke på os, men på ham selv. Han havde kvaliteterne i sig, da han kom hertil fra Aalborg i 1982. Her i Leksand har han blot fået de træningsmæssige betingelser, dansk ishockey måske ikke har kunnet give ham for at udvikle sit talent,” siger Dan Söderström.

”Heinz’ spilforståelse, ja, hele hans register og indstilling til sporten, er meget fin. Jeg er ikke i tvivl om, at han når langt. Grænsen sætter han selv. Han har viljen og arbejder hårdt og ydmygt. Der er ting, han skal forbedre, f.eks. sit skud. Men det skøjteløb og blik for spillet, Heinz har, ser man ikke hos mange 18-årige.”

Jovist, Heinz nåede langt og vidt omkring.