Sjældent har jeg oplevet en så nervepirrende og følelsesladet straffeslagskonkurrence som dén, der afgjorde det danske mesterskab i tilmeldingsturneringen i 1984/85.

En vanvittig DM-guldkamp mellem favoritterne Rødovre og sæsonens overraskelse, oprykkerne fra Herning, for øjnene af en tætpakket og euforisk Kostald med 2.000 tilskuere plus det løse.

Rødovre havde vundet den 14 hold store grundserie foran Herning, Herlev og Esbjerg, og kvartetten skulle nu fordele medaljerne i et slutspil over seks runder.

Den afgørende kamp mellem Rødovre og Herning sluttede 3-3 i ordinær tid. Tredje periodes eneste mål scoret af Rødovre-kaptajnen Olaf Eller. Og efter en målløs ti minutters forlængelse skulle festen afgøres på straffeslag én mod én.

Alle var enige om, at det var utilfredsstillende og langtfra den bedste løsning at skulle afgøre en DM-turnering på noget så tilfældigt som et straffeslag i kamp nr. 32. Men sådan var det nu.

Rødovres svenske træner, Leif Nilsson, udpegede rutinerede Bent Hansen, der havde scoret kampens første to mål, som sin åbningsskytte.

Bent Hansen skød hårdt og direkte, men i benene på Hernings målmand, Lars Pagh.

Hernings spillende træner, Frits Nielsen, sendte nu Lars Østergaard på isen. Scorede han, var uldjyderne mestre for tredje gang.

Lars Østergaard havde god fart på sit tilløb omtrent nede fra eget mål, men Rødovre-keeperen John Hansen gik godt ud og reddede skuddet med en hurtig parade med højre ben.

Stillingen var stadig 3-3.

Næste skytte var Kim ”Musen” Andersen, og via Lars Paghs arm scorede han heldigt til ekstatisk jubel.

Mange havde ventet, at en Jacob Richter eller Frits Nielsen ville eksekvere Hernings næste forsøg, men presset var lagt på skuldrene af Claus Weinrich.

Igen var Big John i Rødovre-målet for stor en mundfuld. Han reddede med en ny benparade. Denne gang med venstre ben. Og Kostalden eksploderede.

To ølbiler rullede ind på isen og satte enderne sammen, og på den interimistiske scene blev de danske mestre hyldet og sprøjtede ellevilde fans til med litervis af champagne.

Jeg husker, at jeg følte med Frits Nielsen & co. De havde været med til at skabe en pragtkamp og måtte se sig slået i kampen om guldet på noget så tilfældigt som sølle ét straffeslag. Skuffelsen stod malet i de tavse ansigter.

De to spillere i focus var matchvinderen Kim ”Musen” Andersen og den 95 kilo tunge ”Big John” Hansen. Sidstnævnte slog en kolbøtte på isen efter sin anden straffeslagsredning.

Da jeg mødte ham i omklædningsrummet, stod han midt i mylderet i sine knælange underhylere og skyllede sejren ned med en velfortjent fyraftensguldbajer.

”Sig det bare. Du står og tænker, at jeg ikke ligner en topidrætsmand,” grinede Big John og klappede sig på maven.

”Musen”, som i dag hedder Söderberg, hans tidligere mellemnavn, blev topscorer i tilmeldingsturneringen med 81 point (41 mål og 40 assist). Henholdsvis to og fem point flere end frederikshavnerne Esben Nedermark og Craig Chapman.

Det var i øvrigt også ”Musen”, som 5. februar 1995 fik æren at scorede det sidste mål i Kostalden (24 sekunder før tid i 3-3 kampen mod Aalborg), inden Mighty Bulls flyttede ind i den spritnye Rødovre Skøjte Arena. Jovist, ”Musen” lukkede og slukkede.

Hvorfor Rødovres populæreste spiller gennem tiderne har fået det noget specielle kælenavn er uklart. Nogen mener, det skyldes den lille, vævre driblers evne til at dukke op som en mus i en schweizerost foran modstandernes mål. Andre gætter på, at det har noget at gøre med hans ringe størrelse eller fortænderne.