For Heinz Ehlers var fødebyen Aalborg sidste stop som spiller. Han sluttede sin aktive karriere, hvor den startede. Det havde hele tiden ligget i kortene.
Uanset hvor han spillede i Europa, har Aalborg altid været i hans hjerte.
Efter 20 år i udlandet kom han hjem i 2002 på en fire års kontrakt, de sidste to som cheftræner. I en tackling i en DEL-kamp for Berlin Capitals i februar havde han fået en alvorlig knæskade, som satte punktum på sæsonen. Og i den sidste træningskamp i Aalborg mod Frederikshavn inden sæsonstarten vred han om på knæet og forstrakte det samme ledbånd. En skade, som sprang op igen. Og igen.
”Jeg forstår godt spekulationerne på diverse debatsider om, at Aalborg har købt en skadet spiller,” siger han i efteråret 2002.
”Jeg burde holde en pause, men så kommer jeg aldrig i form igen. Det er dilemmaet for en 36-årig spiller. Jeg vil godt understrege, at ingen i klubben presser mig til at spille. Det er mit eget valg. Jeg ved, hvor løntung jeg er. Derfor føler jeg en moralsk forpligtelse.”
I interviewet for 17 år siden fortæller Heinz Ehlers om en karriere med SM-sølvet med Leksand i 1989 som et lysende højdepunkt og fyringen to år senere i AIK Stockholm som en gevaldig nedtur. Han blev fyret sammen med Robert Burakovsky på grund af disciplinære problemer.
I 1989 fik han også tilbudt en tovejs-kontrakt med New York Rangers.
”Det irriterer mig i dag, at jeg ikke greb chancen. Dengang var jeg sikker på, at der ville komme andre og bedre tilbud.”
I ni sæsoner spillede han sammen med Robert Burakovsky, som han også prøvede at få med til Aalborg, men skåningen valgte Rødovre.
”I min tid i udlandet har jeg spillet i kæde med verdensmestre, Stanley Cup-vindere og folk med hundredvis af NHL-kampe, men Robert er den spiller, der har passet bedst til mig,” siger Heinz Ehlers.
”Hvis jeg havde haft en million til to nye spillere i Aalborg, ville jeg købe Robert og Jesper Duus.”
Den nuværende landstræner gik på førtidspension som landsholdsspiller efter VM-kvalen i 2000. Året forinden var han bedste dansker, da Danmark vandt B-gruppen i Rødovre og Odense.
”Motivationen var væk. Jeg var ikke længere parat til at ofre, hvad det krævede at være på landsholdet. Med dét, jeg har at byde på i øjeblikket, er der også flere end 12 danske forwards, der er bedre end mig,” erkender han.
I et B.T.-interview senere på sæsonen (helt præcis juleaftensdag) med undertegnede rettede han et skarpt angreb på dommerne i den danske liga.
”Jeg ved godt, at det sjældent gavner at kritisere dommerne, men som det er i øjeblikket, kan det ikke blive værre. Jeg har ikke noget at tabe ved at sige min mening. Kamp efter kamp bliver vi bortdømt, så det skriger til himlen,” siger han.
”Jeg er ikke i tvivl om, at dommerne kender reglerne, men de kender ikke spillet, fordi de aldrig selv har spillet på et nævneværdigt niveau.”
Heinz Ehlers’ frustrationer kulminerede efter en kamp i Vojens, hvor han blev idømt sæsonens anden matchstraf.
”Jeg har fået lige så mange matchstraffe i efteråret som i hele min tid i udlandet,” siger han.
Kent Kølvig, tidligere international linjedommer og formand for DIUs Dommerudvalg, svarer kritikken:
”Jeg tror ikke på, at der er dommere, der bevidst bortdømmer Aalborg. Den dommer, der gør det, graver sin egen grav. Heinz Ehlers har lov at mene, at dommerstanden generelt er for dårlig. Det mener jeg ikke, den er. Dermed være ikke sagt, at den ikke kan blive bedre.”
Efter en dårlig sæson i sit comeback i Aalborg (vi ser bort fra de ni kampe, han spillede for limfjordsbyen i efteråret 1993 på vej fra Rögle til Biel) var han sekunder fra at vinde guld i et af historiens vildeste danske ishockeydramaer i 2004 i Esbjerg.
Efter endnu to år i Aalborg, nu som træner, gik turen til Schweiz. Med stor succes. Nu suppleret med jobbet for dét landshold, han selv spillede 104 kampe og lavede 163 point for.