Sjældent har jeg oplevet en VM-turnering så følelsesladet, svingende og vanvittig som dén i Innsbruck i 2005.
Jeg indrømmer det blankt: Da det så sortest ud, var jeg klar til at skrive Danmarks nekrolog som A-nation. Min tro på overlevelse kunne groft sagt ligge under neglen på en underernæret kolibri.
Pludselig vendte billedet.
Med livsvigtige sejre i skæbnekampene i nedrykningsspillet mod Østrig og Tyskland. To hold, som inden VM talte om kvartfinaler.
Overlevelsen stik mod alle odds skriver sig i mine øjne ind i den danske VM-historie som en af de tre-fire største præstationer nogensinde.
Jeg kan stadig grue for hvor mange år, Danmark skulle have brugt i B–gruppen, inden det igen blev sjovt. Selv om DIU havde en plan B med til Innsbruck og var klar til at søge værtskabet for den næstbedste række i 2006.
I det gamle VM-system var de 16 hold inddelt i fire puljer. Og Danmark med seks VM-debutanter blev sendt ned i nedrykningsspillet efter 1-2 mod Finland (godkendt), 0-7 mod Tre Kronor (miserabelt) og en sviende og pinligt 1-2 nederlag i den afgørende kamp mod Ukraine.
De fysisk hårdt spillende ukrainere scorede to mål, som Jesper Damgaard kaldte ”svineheldige kludemål”, i en kamp, hvor danskerne var klart bedst. Sportschef Mikael Lundström kaldte spontant de ukrainske scoringer for ”pismål”. Det er lige før, at jeg stadig kan se spillernes tomhed i øjnene i omklædningsrummet.
Hvor man dog savnede en målmager som Kim Staal, som kun nåede at være med i et kvarter i premieren mod Finland.
Danmarks dyreste ishockeyspiller (tjente efter sigende en årsløn på halvanden million kroner i Malmö Redhawks) fik en finsk skøjte gennem vristflappen på sin Bauer-skøjte.
Den lavede en tre centimeter lang flænge over senen til venstre storetå, og Kim måtte på operationsbordet og blev gipset ind op til knæet. En lang genoptræning ville betyde, at han mistede sommertræningen.
Holdkammeraten Bo Nordby besøgte ham dagen derpå på sygehuset i Innsbruck og sagde:
”Kim er grædefærdig og helt nede i kulkælderen. Og jeg er lige så ked af det.”
Da Kim ”Krykhusar” blev udskrevet, sagde han til den ventende presseflok: ”Jeg har grædt mine modige tårer og haft det rigtig dårligt, men i dag går det lidt bedre. Seks uger i gips, sagde lægen. Det er hårdt at få den besked. Jeg var lige kommet tilbage efter to måneders pause med en skulderskade og havde glædet mig til VM. Jeg havde kuldegysninger, da vi stod på isen, så spændt og tændt var jeg. Og så sker det i 1. periode i den første VM-kamp, min mor ser mig i.”
To år forinden i Finland blev han alvorligt skulderskadet mod Tre Kronor, men det var i den femte kamp og føltes knapt så tungt.
Inden VM lå det i luften, at scenariet ”succes/fiasko” handlede om at undgå nedrykning. I en benhård og nådesløs fight mod de tre andre bundhold, Slovenien, Østrig og Tyskland, var kravet efter fiaskoen mod ukrainerne minimum en andenplads, hvis man ville være med i Riga 2006.
Den første nedrykningskamp mod Slovenien blev et decideret flop. Foran 3-0 efter 1. periode på mål af kaptajnen og 30 års fødselaren Jesper Damgaard på et blueline-slagskud, Kasper Degn og Danmarks bedste spiller, Frans Nielsen, løb Danmark ind i et chokerende nederlag på 3-4 (Slovenien skulle også senere volde danskerne problemer).
Rebet var unægtelig strammet, for nu var det kun sejre over værtsnationen Østrig og verdens nr. 8, Tyskland, der kunne redde Mikael Lundströms spillere.
Bagud 1-3 efter 1. periode mod østrigerne var Danmark så godt som nede, men rejste sig som en Fugl Fønix af asken og viste klasse og moral med tre mål på stribe.
Efter det tredje østrigske mål blev Peter Hirsch afløst af Michael Madsen. Herlev-keeperen spillede til ug med kryds og slange og holdt sit nul i sin første kamp på VM-isen.
Skulle sportschefen beholde Michael Madsen i buret eller vende tilbage til førstemålmanden Peter Hirsch i den sidste kamp mod Tyskland? Valget af spilleren fra Nordsjælland Cobras var ventet, og Hirsch kvitterede med drømmespil i en gyser af rang.
”Mikael Lundström spurgte, om jeg mentalt var klar. Ja, svarede jeg. Jeg er glad for den tillid, han viste mig.”
Da krudtrøgen havde sænket sig over Olympiahalle med Peter Hirsch nederst i bunken af jublende danskere, stod der 3-2 på tavlen til undertippede Danmark mod de tyske favoritter.
Hirsch & co. havde på mål af Andreas Andreasen, Mike Grey og den lynhurtige og teknisk begavede forward Kasper Degn fornyet abonnementet til VMs Top 16.
Matchvinderen Kasper Degn (årets spiller i 2005/06) scorede i 3. periode karrierens vigtigste mål.
”Jeg lægger et skud ind på den tyske målmand. Heldigvis kan han ikke holde den, og jeg kan slå returen ind,” forklarede han.
Peter Hirsch: ”Aldrig har jeg været så glad os lettet. Vi havde en god følelse inden kampen i dag. Alle var fokuserede og koncentrerede. I 3. periode tog vi det minut for minut, skifte for skifte. Og vi var heldige (tysk stolpeskud 15 sekunder før det befriende slutfløjt, red.).”
Jeg glemmer sent ordene fra en af Danmarks bedste landstrænere, en bevæget Mikael Lundström:
”Jeg er rørt, stolt og taknemmelig. Vi spillede 14 gode og fire dårlige perioder med et ungt hold, som jeg nærer den største beundring for.”
Trænerteamet kårede Frans Nielsen, Jesper Damgaard og Peter Hirsch som Danmarks tre bedste spillere i turneringen. Det kunne ingen indvende noget imod.