Herlev slog til og øgede til mestrenes nedtur.

Aalborg Pirates-Herlev Eagles 0-3 (0-1,0-0,0-2) For fjerde kamp i træk – inklusive Metal Cup – var Aalborg på hjemmebane og for fjerde gang i træk tabte nordjyderne.

Sikke en nedtur, som vi ikke har kendt til i de seneste sæsoner i det nordjyske, hvor Pirates altid har formået at rejse sig. Nu går de forsvarende mestre på landsholdspause på regulær nedtur, og mon ikke der bliver ført nogle samtaler i kulisserne i de kommende uger omkring Bentax Isarena?

Herlev kom for at trimme formen frem mod den kommende playin-serie mod Odense, og det lykkedes for gæsterne. Emil Jidskog stod en fremragende kamp, holdt nullet og var bagmanden for Herlevs første trepointer i det jyske i denne sæson.

William Quist scorede i undertal i første periode, hvor han bragte gæsterne foran. De første 20 minutter var ganske jævne, men Herlev var altså skarpest, og det fortsatte gæsterne med at være. 

Dog havde Aalborg overtaget i anden periode, hvor hjemmeholdet vandt skuddene med 11-5. Jidskog fortsatte sit bundsolide spil, og det gjorde svenskeren også i slutperioden. 

Et ganske disciplineret Herlev-mandskab fortsatte med at holde fast i tredje periode, hvor det – naturligvis – var Jesper Thörnberg, der var på spil som målscorer. Svenskeren udnyttede en spilvending, passerede Quemener og gjorde til 2-0 i Herlev-favør. 

Hovedparten af hele 3736 tilskuere – fremragende tal – rystede på hovedet, og Jesper Thörnberg var også skarpretteren på Herlevs 3-0-mål. 

God opvarmning for Herlev frem mod playin-generalprøven mod Odense søndag, der er vigtig for ørnene. 

På grund af sygdom havde Faceoff.dk desværre ikke en mand i Bentax Isarena i aften. Fakta og diverse lokale medier udgør basis for referatet. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Herlev Eagles VIDEO: Højdepunkter Odense-Frederikshavn