Vi tager en hurtig puls på Lehtonens gutter fra Vestegnen

Endelig! Efter en lang pause tager vi igen i morgen hul på Metal Ligaen med fire kampe – så fuldt program som overhovedet muligt. Aalborg tager imod Herning, Frederikshavn møder Rødovre, SønderjyskE får besøg af Esbjerg, mens Odense skal en tur til Rungsted. Herlev Eagles er tirsdagens oversidder.

I dag tager vi en hurtig puls på de ni klubber inden den nye ”sæsonstart”.

Vi kører videre med Rødovre, hvor assisterende træner Morten Andreasen her på Metalligaen.dk for nylig adresserede de udfordringer, som Mighty Bulls har frem mod den resterende del af grundspillet.

- Vi har stadig store udfordringer, men det er vanskeligt at sige, præcist hvor mange spillere, der er ude efter landsholdspausen. Det er en balancegang for os, for vi vil selvfølgelig gerne trimmes frem mod slutspillet. Hvis og når en spiller skal være klar til slutspillet, er det også vigtigt, at der er kampe i benene, sagde han.

- Manglen på spillere gør det svært for os at arbejde med detaljer og systemer, som man ellers vil gøre i en landsholdspause som den her, lød det fra Andreasen.

Det er formentlig kun Nicklas Carlsen og Kasper Larsen, der definitivt er ude, når sæsonen kulminerer, mens begge målmænd, O’Connor og Rørth, skulle være klar til kamp.

Lige nu ligger det til en kvartfinale mod Aalborg, og det er ikke noget, der huer Rødovre-fansene. Mighty Bulls har haft umådelig svært ved at spille i Bentax Isarena i denne sæson og gennemgående spiller Rødovre elendigt på udebane, hvor 13 point kun ”undergåes” af Odense og hvor der er langt op til de øvrige syv hold.

Et par disciplinerede udekampe i Jylland, hvor man kan holde modstanderens score langt nede, vil gøre godt frem mod slutspillet.

Hold øje med: Finnerne skal træde i karakter hos Rødovre: Julius Nyqvist har vist gode takter på det seneste, og hvis Rødovre får Keskitalo og Virtala-brødrene tilbage i fuld vigør, så har Mighty Bulls en stærk kvartet, der kan gøre ondt på modstanderen. Men der skal i den grad ske noget med stabiliteten, hvis ikke det skal ende med endnu en i den endeløse række af kvartfinaler for Mighty Bulls. 


Frederiksen kommer styrket hjem fra landsholdsbreaket METAL LIGA IGEN!: Odense Bulldogs