Rødovre-forwarden optimist trods mange skader i truppen

Rødovres efterhånden ret rutinerede forward Nikolaj Zorko er en af de spillere, der har undgået "skadesbølgen" i Rødovre, hvor Mighty Bulls i tirsdagens kamp mod Odense igen måtte skifte voldsomt rundt på mandskabet. Der var mange både kendte og nye navne i opstillingen i Rødovres 4-3-sejr, men de mange udskiftninger og omrokeringer betyder ikke noget for Zorkos optimisme. 

Det siger han til Rødovre Lokal Nyt.

- Jeg har selv spillet med mange forskellige spillere, men jeg synes, man kommer hurtigt ind i en rytme til træningerne. Man laver nogle aftaler som man går ud fra, og derefter en plan B. Vi viser, at mange af os kan spille med flere forskellige spillere, så det er rigtig godt, siger Zorko, der gerne vil avancere i grundspillet. 

- Vi vil gerne højere op i tabellen inden slutspillet, så vi skal bygge på herfra, og så skal vi klø på. Vi ved jo hvor tæt ligaen er, og det er ikke så mange sejre der skal til, så ligger man lige pludselig oppe i toppen. Efter sejren i Frederikshavn lå vi nummer tre, så selvfølgelig har vi en mulighed for at avancere yderligere og komme længere op i tabellen, siger Nikolaj Zorko til Rødovre Lokal Nyt. 

Indsamling: Brett Welychka nu på over 25.000 kroner til børneafdeling VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Herning