Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

To hold med optimistiske oplevelser i bagagen mødes i aften i Granly Hockey Arena. 

Esbjerg Energy vandt overraskende - på trods af næsten to håndfulde spilleres fravær - over Rungsted fredag aften med 5-3, mens Herning samme aften vandt 5-2 hjemme over Herlev. 

- Det bliver svært. I Herning har de et fantastisk hold, med masser af dybde, talent og med mange kompetencer. Alle kampe i ligaen er svære, men denne kamp bliver sværere end de fleste, for vi møder et tophold som er formstærkt og ikke har tabt i lang tid, konstaterer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Men alt er muligt og alle slår alle i Metal Ligaen. Husk bare på Rødovres 4-3 sejr i Aalborg fredag aften. Vi må erkende, at vi står i en vanskelig situation, men vi skal altid spille for en sejr. Vi møder et hold, der kører på alle motorens cylindere. De har scoret masser af point, men vi spiller hjemme, så målet er uforandret. Tre point, siger han i klubbens kampoptakt.

Jaspers var stolt over sejren i Rungsted. 

- Oliver Kjær måtte udgå derovre, men vi endte med ikke bare at tage sejren, men også fortjene den. Pointene kan ingen tage fra os og mange spillere vokser, så vi tager det med fra kampene, som vi kan, siger han. 

Hos Herning var træner Pelle Hånberg modsat noget skuffet over indsatsen mod Herlev - på trods af sejren. 

- Der var mange ting, der ikke var i orden fra vores side. Vi burde have holdt bedre fast i pucken i vores egen zone og i angrebszonen, men vi tabte pucke gang på gang. Det er farligt mod et hold som Herlev, der kører omstillinger hele tiden. Men vi burde også have angrebet i et højere tempo. Udtrykket var ikke godt, sagde han blandt andet til Sport Herning.

Det forventer vi: Med de ord kan man næppe forvente andet end at Herning kommer koncentreret ind på isen i aften. Skaderne taget in mente, er midtjyderne også favorit til at tage tre point.

Skader/karantæner: Oliver Kjær udgik fra kampen i Rungsted, men til gengæld har Esbjerg fået Skovning, Mondrup og Ebener tilbage fra U20-VM. Derudover senest på skadeslisten: Philip Larsen, Henrik Mærsk, Yanick von Bergen, Gordie Ballhorn, Aleksi Halme og Frederik Bjerrum. Herning var senest uden Frederik Brændgaard og Petter Hansson mod Herlev.

Metalligaen.tv: Søren Kaster er på plads for at guide seerne igennem de 60 minutter.

Hold øje med: Grayson Downing med et mål og en assist fredag i Rungsted, hos Herning var Mathias Bau med hattrick den store spiller i sejren mod Herlev.

Historikken: Herning har haft fat i Esbjerg i indeværende sæson med tre sejre: Herning Blue Fox har vundet de to holds tre første kampe med 3-1, 4-2 og 4-2. 

Statistikken: Herning Blue Fox har vundet de fem seneste kampe og sikret 14 ud af 15 mulige point. Esbjerg Energy har hentet 8 af 15 mulige point i de seneste fem kampe. Således er det "top vs fornuftigt", når det gælder formbarometeret. 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Odense Bulldogs U25-Landsholdet på spændende opgave