Mattias Persson blev matchvinder for grundserievinderne

Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls 4-2 (1-2,0-0,3-0) Sikke et drama igen-igen.

Rungsted dansede igen på kanten af nederlag mod Rødovre, men grundserievinderne tog igen det sidste stik og endte med at vinde og dermed bringe sig foran 3-0 i serien mod Rødovre. Nu ser det for alvor vanskeligt ud for det hårdt kæmpende Mighty Bulls-mandskab.

Marcus Olsson var som ventet ude af opgøret efter ”arm-blokeringen” af Jonatan Nielsens skud for et par dage siden. Mathias Røndbjerg var til gengæld tilbage, Joachim Holten Møller ny kaptajn for Rungsted.

Hjemmeholdet begyndte i højeste tempo og havde godt fat i kampen i de første minutter, men det var alligevel gæsterne, der scorede det første mål, da Guillaume Leclerc fik styret en puck ind bag Nihlstorp.

Tim Daly udlignede, da Rungsted fik sit første powerplay – pudsigt nok på en friløber – inden Trevor Cheek såmænd bragte Rødovre foran igen inden pausen. Han scorede fra en spids vinkel.

Perfekt udnyttelse af første periode fra gæsternes side i 20 minutter, hvor hjemmeholdet havde været spillemæssigt dominerende.  

Hjemmeholdet følte sig bortdømt i en hidsig episode i anden periodes begyndelse, hvor Rungsted-boksen mente, at en liggende Tim Daly var blevet spearet af en modstander.

Efterfølgende fik Rødovre en to mod en-situation, hvor en af gæsternes angribere endte med at ramme Nihlstorp.

Morten Jensen indkasserede to minutter for en lille hævnakt, men Rungsted overlevede, kunne puste og derefter spille powerplay i to minutter, mens Trevor Cheek sad udvist.

Rødovre fandt kontrollen over kampen i slutningen af anden periode, fik tempoet trukket ud af kampen og holdt føringen på 2-1 frem til tredje periode. Gæsterne havde endda også en overvægt i chancer i midtperioden, men kunne Rødovre holde ved denne aften i Rungsted?

Rungsted havde problemer med at åbne op for Rødovre-forsvaret i anden periode, men fire minutter inde i tredje periode tog Mattias Persson sagen i egen hånd og driblede hele vejen rundt om Rødovre-forsvaret, inden han gik ”køkkenvejen” og udlignede. Teknisk mesterstykke af Persson, der også scorede til 3-2 efter 47 minutter. Det var i overtal.

En hård skæbne for et hårdt fightende Rødovre-hold, der nu skulle på jagt efter udligningen.  

Alex Wideman havde dog to store chancer for at øge føringen, inden Rødovre fik muligheden for overtal med 3:25 igen, da Jacob Gammelgaard røg ud. John Muse blev pillet med 1:45 igen, men Rungsted holdt gæsterne nogenlunde væk, og i stedet lukkede Nichlas Hardt kampen i tomt bur.


SønderjyskE afgjorde tidligt og er foran 3-0 Stærkt Frederikshavn-comeback: White Hawks lever igen!