Aalborg sikrede sig tre matchbolde efter en kamp, hvor gæsterne vandt på skarphed, kynisme og marginaler på det helt rette tidspunkt

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 2-6 (1-1)(0-2)(1-3)

Aalborg kan begynde at dække op til stor guldfest på søndag.

I hvert fald fører nordjyderne nu 3-1 i kampe i DM-finalen mod Herning efter dagens skarpe 6-2 i en proppet Kvik Hockey Arena. 

Herning fik fornyet liv og håb for et par dage siden, og det var en interessant betragtning, at Blue Fox faktisk ikke var længere end et stolpeskud fra at være foran i serien. Så selvom Aalborg har syntes dominerende har forskellen altså ikke været større.

Publikum fik en hæsblæsende indledning på dennne fjerde finale i serien. Miska Humaloja fik en halv friløber som han dog brændte, og kort efter måtte Thomas Spelling forlade kampen.

Minuttet senere bragte Aalborg sig i front efter en situation hvor Mac Carruth igen så uhyre svag ud. Han var blandt ligaens bedste i grundspillet, men i dette slutspil har amerikaneren været holdets svage led. Julian Jakobsen trykkede af fra en dårlig vinkel og pucken fandt på en eller anden måde vej til nettet.

Udligningen var dog ikke længere end yderligere et minut væk. Joachim Linnet brød gæsternes opspil og sendte Brett Perlini afsted fra den ene kant. Han tøvede ikke med at afslutte og pucken susede op i målhjørnet. 1-1 efter mindre end fem minutter.

I det hele taget en aggressiv start fra hjemmeholdet der ikke holdt sig tilbage fra det fysiske spil. 

Miska Humaloja var endnu engang tæt på at score for hjemmeholdet, men George Sørensen viste klasse i målet da han nåede på tværs og reddede styringen fra den finske center.

Thomas Spelling vendte tilbage efter at være blevet ramt hårdt af Patrick Madsen og kort efter måtte Gordon Ballhorn forlade kampen efter en flyvende tackling fra Spelling. Det var hidsigt og fysisk. 

Det voldsomme tempo fortog sig ikke som perioden skred frem, men målchancerne fik de to hold dæmmet op for. En forrygende første periode gik således på hæld, men lovede godt for de minimum to sidste perioder.

Kyniske Aalborg

Gordon Ballhorn skøjtede med holdkammeraterne ud til anden periode og dermed var begge hold tilbage ved aftenens startende opstillinger. 

Perioden åbnede ikke overraskende i et højt tempo, og stadig med masser af action. Herning-spillerne så et par dommerkendelser gå imod sig og formåede ikke helt at holde hovedet koldt. Mikkel Højbjerg burde måske have haft en udvisning på at gå hårdt på Mac Carruth, men omvendt var der ingen grund til at Dzerins tog en udvisning i den anden ende. 

Morten Poulsen noterede sig for værternes første afslutning i anden periode, men Sørensen reddede sikkert.

Pirates fik dog bragt sig på 2-1, da Matt Salhany gik helt ind på mål, og pasningen fra Trevor Gooch endte på en eller anden måde i nettet. Det var via Christian Mieritz skøjte, at pucken gik ind.

En vigtig marginal til gæsterne, og den skulle vise sig at blive afgørende for, at resten af kampen pegede Aalborgs vej. 

Lukas Bang var tæt på at udligne for Herning, og sekunder senere måtte Frederik Brændgaard så en tur i straffeboksen. Nøglesituation for kampen og Aalborg slog fuld kapital af muligheden. Julian Jakobsen passede til Patrick Björkstrand, der resolut sendte pucken højt i målet.

Endnu et powerplay fulgte til Pirates, men gæsterne fik ikke sendt det potentielle dødsstød på tavlen. 

Endnu en batalje og endnu en udvisning til Blue Fox. Aalborg var milimeter fra at øge yderligere, men pucken strøg forbi mål og efterlod altså Herning med håbet i live.

Spledes sluttede en dyr periode for Blue Fox der endnu engang skulle levere et comeback mod mestrene. 

Tre matchbolde

Blue Fox kunne indlede tredje periode i powerplay og selvsagt en oplagt mulighed for at komme tilbage i kampen. George Sørensen hev en fantomredning op af hatten på en helt blank Brett Perlini - en af de redninger som Blue Fox har savnet igennem det meste af slutspillet.

Også Humaloja havde et godt forsøg da holdene igen var fuldtallige, men Sørensen igen på plads for Aalborg.

Jonathan Racine var næste mand i straffeboksen for Herning, og han blev efter en videogennemgang idømt en game-misconduct. Victor Rollin Carlsson sendte 4-1 scoringen på tavlen og så var Aalborg godt på vej mod sejren.

Der resterede endnu over tre minutters powerplay til gæsterne, men Aalborg fik dog ikke scoret flere gange i løbet af de fem minutter. 

Minutterne trillede afsted i denne tredje periode som en slags nedtælling over Hernings endelige fald, og omvendt som en opvarmning til den forventede guldfest søndag eftermiddag. 

Pekka Tirkkonen trak Carruth med mere end fem minutter tilbage, og Mathias Bau svigtede ikke da han fik chancen. Redcuering var dog af ren kosmetisk betydning selvom Aalborg blev tilkendt deres blot anden udvisning i kampen. Både Julian Jakobsen og Patrick Bjorkstrand fandt vej til det tomme mål og dermed vandt gæsterne ganske sikkert 6-2. 

 

 

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Aalborg ALT UDSOLGT i Herning i aften