Esbjerg Energy - SønderjyskE 13-3 (5-0, 4-0, 4-3)
Esbjerg tog fredag aften imod SønderjyskE hjemme i Granly Hockey Arena, som dannede rammen om det første af to nytårsopgør mellem de to lokalrivaler, der allerede lørdag aften krydser klinger igen i Vojens.
Til aftenens opgør stillede SønderjyskE uden Jonas Borring og Mikkel Skov, mens Esbjerg måtte undvære Gordie Ballhorn, Arturs Salija, Jeppe Vinther, Frederik Bjerrum, Aleksi Halme, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen. Målmandsduellen stod mellem Nicolaj Henriksen og Mathias Seldrup.
Esbjerg chokstartede og leverede helstøbt åbningsperiode
En flok determinerede Esbjerg-spillere sendte et klart budskab og blæste til angreb fra første faceoff. Der var således ikke spillet mere end 13 sekunder, før Esbjerg havde bragt sig foran med 1-0 ved Brandon Magee. Vestjyderne lagde tidligt pucken dybt ned i gæsternes zone, og her viste Josh Winquist glimrende blik for spillet, da han fandt en helt fri Magee inde foran mål. Canadieren var sikkerheden selv, da han uden tøven passerede Henriksen i gæsternes mål.
Majoriteten af publikum i Granly Hockey Arena havde dårligt nået at få armene ned før det også blev 2-0 til vestjyderne. Efter godt et minut fangede Esbjerg sønderjyderne langt fremme på isen og med en fornem pasning sendte Rasmus Bjerrum Grayson Downing af sted på en friløber ned mod Henriksen. Downing eksekverede i suveræn stil og sendte kynisk en baghåndsafslutning op i nettaget til 2-0.
Efter et par minutters spil fik gæsterne mulighed for at slå tilbage i overtal, da Simon Grønvaldt indkasserede to minutter for en slashing omkring egen blue line. SønderjyskE fik sig hurtigt etableret i Esbjerg zone, hvor man fik sat spillet godt op ved flere lejligheder. Men skarpheden manglede i de afgørende momenter og Esbjerg slap med skrækken.
Efter ni minutter var hjemmeholdet ikke mange marginaler fra at udbygge føringen yderligere, da Andreas Grundtvig blev sat op til en stor mulighed tæt under mål. Men Henriksen tog fra i gæsternes mål. Det samme gjorde han i den efterfølgende sekvens, hvor Philip Larsen med en skarp pasning fandt Csanad Erdely tæt under mål.
Netop som man havde passeret periodens halvvejsmærke fik SønderjyskE på ny chancen i power play, da Andreas Grundtvig blev udvist for en interference. Denne gang havde gæsterne dog svært ved at finde melodien og overtalsspillet, som faktisk aldrig rigtigt blev farligt. Det udnyttede Esbjerg til at øge til 3-0 i undertal. Med 7:41 tilbage af perioden tog Oliver Kjær kampen op med tre Sønderjyske-spillere, som han strøg lige forbi, inden han sendte pucken ind under Henriksen.
Gæsterne virkede helt paralyserede, mens humøret i Esbjerg-lejren selvsagt var ganske højt. Det skulle dog vise sig, at det kunne blive endnu højere.
Esbjerg klarede endnu en undertalssituation, da Mikkel Rask måtte til afkøling for en cross-checking 14 minutter inde i perioden. Her pressede gæsterne gevaldigt på for en reducering, men Mathias Seldrup storspillede i vestjydernes mål, hvor han leverede flere store redninger.
I modsatte ende var Esbjerg langt fra færdige endnu. Efter 17 minutter øgede vestjyderne således til 4-0. Esbjerg vendte spillet omkring gæsternes blue line og Rasmus Bjerrum leverede igen en fornem og uselvisk assist, da han spillede en fremadstormende Jeff King fri ved modsatte stolpe. Der var ingen slinger i valsen hos Esbjerg-backen, der uden tøven sendte pucken ind bag Henriksen.
Gæsterne tog konsekvensen af den katastrofale start og skiftede målmand. Ud gik Nicolaj Henriksen og ind kom i stedet Patrick Galbraith.
Men lige lidt hjalp det gæsterne, der 48 sekundere senere kunne se Galbraith blive passeret for første gang. Esbjerg slog kontra og efter et lækkert tic-tac-toe-opspil var det i sidste ende Thomas Mondrup der bragte Esbjerg foran med 5-0, da han med et fikst træk fintede Galbraith, inden han køligt lagde pucken i mål med baghånden.
Der var kun spillet godt 17 minutter, men Esbjerg førte allerede med 5-0. Dette til trods for tre sønderjyske power play-muligheder á 2 minutter, syv mand på skadeslisten og en skudstatistik der sagde 9-17 i gæsternes favør. Nej der var i sandhed ikke meget der fungerede for gæsterne denne aften i Esbjerg.
Esbjerg tromlede ufortrødent videre
Esbjerg-spillerne fortsatte ufortrødent anden periode, hvor de havde sluppet i første. Pucken var således kun lige smidt ved starten på anden periode, før det blev 6-0 til hjemmeholdet. Josh Winquist tog optimistisk chancen med et slagskud fra udkanten af faceoff-cirken og trods frit udsyn for Galbraith, så bragede Winquist pucken op i nærmeste målhjørne.
28 sekunder senere øgede værterne til 7-0. Rasmus Bjerrum leverede endnu et stærkt forarbejde, da han pillede pucken fra gæsterne omkring den sønderjyske blue line. Med pucken på bladet fandt Bjerrum hurtigt Grayson Downing, der gik direkte på mål og efter et par hurtige træk lagde pucken fladt ind under Galbraith.
Jeff King indkasserede en udvisning for tripping to minutter inde i perioden, men i stedet for en sønderjysk reducering i overtal, så scorede Esbjerg i undertal for anden gang i kampen. Scoringen kom efter en omstilling og sendte Esbjerg af sted i en to mod en-situation ned mod gæsternes mål. Her valgte Andreas Grundtvig uselvisk en pasning til Oliver Kjær, selvom han selv var helt fri. Kjær bragede resolut en firsttimer ind bag Galbraith og Esbjerg var foran med 8-0.
I den sidste del af anden periode leverede gæsterne faktisk en ganske hæderlig indsats. Sønderjyderne var mest på pucken og fik også skabt nogle fornuftige chancer. Så et mål til gæsterne lå i luften.
Det skulle dog vise sig, at der også kom til at stå Esbjerg på kampens 9. mål, som faldt på en kontra 11 sekunder før pausesignalet. For anden gang i træk stod Andreas Grundtvig for oplægget til Oliver Kjær, der søgte mod fjerneste stolpe, hvor han fandt plads under Galbraith. 9-0 var dermed en realitet inden tredje periode.
Målfesten ville ingen ende tage
I første periode scorede Esbjerg efter præcist 13 sekunder. Den bedrift gentog gæsterne på imponerende vis i tredje periode, hvor Villiam Haag flot løb en dyb puck op og derved undgik icing, inden han sendte pucken ind foran mål til Anton Karlsson, der scorede gæsternes første mål i kampen.
Kun godt to minutter senere øgede Esbjerg dog til 10-1, da Josh Winquist brugte en sønderjysk back som afskærmning på en håndledsafslutning, som Galbraith derfor ikke nåede at reagere på før det var for sent.
Det var efterhånden ved at være svært at følge med til at tælle scoringerne. Men målfesten var langt fra slut endnu. Kun 36 sekunder senere bragte Csanad Erdely således Esbjerg på 11-1, da han fra en spids vinkel sendte pucken op i nettaget. Målet blev set igennem på video, men scoringen fik altså lov til at stå.
Fire minutter inde i perioden fik Oliver Kjær en hård medfart af William Pelletier, inden han kolliderede med banden. Esbjerg-spillerne virkede bestemt heller ikke begejstrede. Men trods konferering mellem dommerne, så blev intet dømt.
Csanad Erdely nettede for anden gang på mindre end tre minutter, da han øgede til 12-1 seks minutter inde i perioden. Philip Larsen slog her en fænomenal pasning over godt en halv banelængde. Galbraith stormede ud af sit mål, men Erdely trak blot udenom gæsternes keeper og kunne derefter let sende pucken i det tomme mål.
Efter lidt tumult røg en spiller fra hvert hold i straffeboksen. Brandon Magee i 2+2 minutter, mens Gabriel Desjardins slap med to minutter. I overtallet der fulgte i kølvandet på den situation reducerede Villiam Haag til 12-2, da han var først over en returpuck.
19 sekunder senere blev det også 12-3, da Mathias Boring Hansen spurtede fra Esbjerg-defensiven og sikkert satte pucken i kassen helt ude ved stolpen.
Et minut senere lukkede og slukkede Sebastian Skovning målfesten, da han var først over en returpuck, som blev sendt i en blød bue over Galbraith, inden den strøg ind i netmaskerne.
Mod kampens afslutning blev Josh Winquist udvist i fem minutter for en slashing og gæsterne kunne dermed slutte opgøret i tre minutters overtal. En disciplin, som Esbjerg i øvrigt ikke fik lejlighed til at øve så meget som én eneste gang denne aften, hvor vestjyderne altså til gengæld scorede to gange i undertal.
Man kan ikke sige andet end at de 4.191 fremmødte i Granly Hockey Arena blev godt underholdt og fik fuld valuta for pengene. Sikke dog et festfyrværkeri af et nytårsbrag, som publikum blev forkælet med.
Esbjerg leverede en helhjertet og helstøbt indsats og udviste enorm skarphed og kynisme, mens der ikke var meget der fungerede for sønderjyderne denne aften. SønderjyskE får dog mulighed for at tage revanche allerede i morgen, hvor de to hold tørner sammen i en ny kamp i Vojens.