Sæsonen 05-06 begyndte på mange måder på en rigtig træls måde. Problemer hjemme i Vojens Skøjtehal betød, at de første træningssessioner måtte rykkes til Esbjerg, og i træningskampene var resultaterne ikke noget at råbe hurra for. Så forventningerne til holdet var ikke frygtelig store før sæsonen, hvor mange eksperter såmænd tippede SønderjyskE til at blive det hold, der ikke ville komme med i slutspillet.
Et hurtigt exit fra pokalturneringen via to nederlag til Nordsjælland Cobras gjorde heller ikke forventningerne større til et hold, der havde fået ny kaptajn i canadiske Brad Rooney, der var hentet i Tyskland som leder for den nye flok.
Mario Simioni skulle forsøge at ride på det momentum, der var blevet skabt i sæsonen forinden, og da ligaen først gik i gang, lykkedes det faktisk på ganske overraskende vis at skabe en god start. To forstærkninger blev hentet til at gøre truppen bredere: Svenske Dejan Matejic og derefter den store canadiske back, Daryl Andrews.
Begge skulle vise sig at blive store succeser – i første omgang Matejic, der faldt totalt i hak med Brad Rooney og David Burgess i angrebet i den sønderjyske A-formation. Bag sig havde de Chris Bartolone, en fremragende spilopbygger med et stort overblik, og unge Peter Hindkjær, der blev løftet til at spille over evne af sine fire kædekammerater.
På et tidspunkt i sæsonen sad de fire udenlandske spillere på de fire første pladser på liga- ens topscorerliste. Det var måske et tegn, for ikke siden de glade dage omkring mesterholdet i 1980’erne havde et hold fra Vojens på den måde domineret topscorerlisten, og som sæsonen skred frem, begyndte hockeyfeberen at stige i det sønderjyske.
Godt nok var der nedture – som mod Herning på hjemmebane, hvor en 4-0-føring blev forvandlet til et 4-7-nederlag – men i næste hjemmekamp blev Odense besejret 7-0, og så var der igen orden i sagerne. Moralen var fuldstændig i top, og de tætte og svære kampe blev pludselig vundet i sidste sekund, som i Frederikshavn i januar, hvor David Burgess sikrede en 2-1-sejr blot otte sekunder før tid.
De to primære konkurrenter i kampen om førstepladsen i grundspillet, AaB og Herning, havde SønderjyskE-holdet et noget forskelligt forhold til: Aalborgenserne blev besejret fire gange, mens det blev til fire nederlag i kampene mod Herning – blandt andet i den sidste kamp i grundspillet på Kvik Hockey Arena, hvor hjemmeholdet vandt 3-0 og dermed sikrede sig andenpladsen i den tætte top-tre. Men i Vojens var noget i gære.
MIRAKLET I HERNING
Den stærke førstekæde var offensivt blevet suppleret med en andenkæde bestående af Kim Lykkeskov, Søren Nielsen og Dean Fedorchuk, og i tredjekæden sørgede den svenske centerspiller Jonas Vesterlund for at holde styr på sagerne.
En kvartfinaleserie mod lokalrivalerne fra Esbjerg, der i den sidste del af grundspillet havde forstærket sig med nye udlændinge, var den helt rigtige tændvæske – både for fansene i Vojens og spillerne på isen.
Et overtidsnederlag i kamp to og nye stramme regler for, hvornår spillerne skulle vises ud, den såkaldte nul-tolerance, kunne ikke stoppe de frembrusende sønderjyder. Med sit 5-0-mål i den femte kamp i serien satte Lars Foder slutpunktet og fortalte på den måde historien om et sønderjysk hold, hvor selv fjerdekæden var blevet et yderst vigtigt element i marchen mod den helt store sensation.
I den første semifinalekamp i Herning chokerede SønderjyskE videre. Anført af en veloplagt Dean Fedorchuk var der ikke den mindste tvivl om styrkeforholdet, da gæsterne vandt 5-2, og euforien i Vojens ville ingen ende tage, da Søren Nielsen iskoldt afgjorde den anden semifinale hjemme i Vojens, da han få sekunder før tid konverterede en tværpasning fra Dejan Matejic til slutstillingen 3-2.
Pludselig var SønderjyskE foran 2-0 i kampe, men næsten 3000 tilskuere i Herning kunne se midtjyderne vinde den tredje kvartfinale med 3-0 og dermed reducere. Kampe i kampene var ved at udvikle sig: Hernings canadiske backkæmpe, Kevin Bolibruck, og SønderjyskE-slideren Søren Nielsen, var bestemt ikke gode venner mere, og sloges og sled på hinanden kamp for kamp.
SEDLEN!
Med en 3-0-sejr i den fjerde kamp, var det pludselig Herning, der igen havde overhånden, og søndag eftermiddag, 26. marts 2006, bragte favoritterne sig atter foran 3-0, men efter 158 minutter og 30 sekunder (Hernings målmand Pasi Häkkinen slog dansk rekord ved at holde buret rent så længe) uden mål lykkedes det dog endelig Daryl Andrews at nette for SønderjyskE igen.
Kampen fik et efterspil, som sent vil blive glemt. I omklædningsrummet havde SønderjyskE-lejren glemt en seddel, hvor Mario Simioni havde skitseret modstandernes svagheder for sine spillere.
Her stod blandt andet, at Herning-backen Daniel Nielsen havde svage skuldre, som Simioni opfordrede sine spillere til at ”punish hard”. Mens Simioni påstod, at han ikke på nogen måde havde til hensigt at skade modstanderne, fortolkede man i Herning sagen på den helt omvendte måde: Altså, at det var SønderjyskE-spillernes hensigt at skade Nielsen.
Derfor var den i den grad bagt op til drama i Vojens Skøjtehal den efterfølgende tirsdag, hvor den sjette kamp skulle spilles. Tilsyneladende var det sønderjyderne, der var blevet tændt mest, for kværnen kom i gang igen, og Herning blev malet ned.
3-1 lød sejrscifrene, og udsigten til den syvende og afgørende og mest spændende kamp i nyere tid i Vojens-ishockey fik SønderjyskE-fans til at valfarte til Midtjylland. Officielt 800 gæstefans var på Kvik Hockey Arena, der i alt havde over 4000 tilskuere i en svedig og tætpakket kulisse, der var den helt rigtige til en kamp syv.
Illusionerne og håbet om den første finale i næsten 25 år var tæt på at briste efter en første periode, hvor Herning havde bragt sig foran 2-0. Men faktisk havde SønderjyskE spillet mindst lige så godt som hjemmeholdet i de første 20 minutter, og med Dean Fedorchuks reducering kort inde i anden periode kom der liv i håbet igen.
Kampen var ganske enkelt ikke for sarte nerver: Et SønderjyskE-hold, der kastede det ene angreb efter det andet ned mod Herning-målet, og et hjemmehold, der slog kontra – indimellem på giftigste vis. Det var uhyggeligt, men så tog Søren Nielsen sagen i egen hånd. Med sit mål til 2-2 ti minutter før tid, og ikke mindst med den legendariske gamewinner, hvor en stikning fra Felipe Larranaga sendte ham fri.
Med Hernings Kevin Marsh hængende på ryggen, fik Søren Nielsen alligevel lirket pucken op i nettaget med baghånden til 3-2. Med blot 4.25 tilbage af kampen gjaldt det nu om at forsvare, og trods et par halve Herning-muligheder lykkedes det at holde hjem.
Scenerne med grædende fans og jublende spillere og ledere i skøn forening i en hal, der på rekordtid blev tømt for resignerende hjemmesupportere vil aldrig blive glemt. Det var en euforiens aften, som i den sæson kun blev overgået – eller sidestillet – af den sjette finalekamp mod AaB.
NÆSTEN IKKE TIL AT FORSTÅ
Finaleserien nåede nemlig aldrig de samme spillemæssige højder som den fantastiske semifinale. Måske fordi holdene var for trætte. I hvert fald var SønderjyskE-benene tunge som beton i den første finale, der blev spillet søndag eftermiddag – under 48 timer efter, at spillerne havde forladt isen i Herning.
AaB vandt 8-3, og det ikke kom ikke som noget større chok for folk i SønderjyskE-lejren. Hvad værre var, var at Bo Nordby og Jens Nielsen bragte AaB foran 2-0 i første periode i den anden finalekamp.
Men SønderjyskE-holdet var på en eller anden måde umuligt at ryste og 0-2 blev vendt til 5-2 i en sydende skøjtehal. Det blev også til 5-2-sejr i den vigtige tredje kamp i Aalborg, og med to mål af Dean Fedorchuk i kamp fire lå guldet pludselig lige til højreskøjten for SønderjyskE-spillerne. Tre matchbolde, hvor den første formentlig gav gummiben, for AaB nedspillede fuldstændig gæsterne i den femte forestilling i Nordjylland, hvor sejrscifrene 3-1 var alt for små.
Opbygningen til den største kamp i 24 år i Vojens Skøjtehal skete foran skøjtehallen og hjemme i stuerne, hvor folk byggede op med pilsnere for at dulme nerverne. 3-2 i kampe og hjemmebanefordel.
Det måtte simpelthen ikke glippe, og det gjorde det heller ikke. Jonas Vesterlunds 1-0-mål skabte ro, og da Brad Rooney i anden periode slap fri og hamrede et slagskud ind i nederste hjørne, begyndte tilskuerne i den fyldte skøjtehal i Vojens allerede at fejre mesterskabet. Tredje periode blev en lang march mod guldet, og med Jan Jensens 3-0-mål fik kampen den helt perfekte og smukke afslutning.
Endelig guld igen – og det blev fejret overalt i Vojens, ikke mindst i teltet uden for skøjtehallen, hvor spillerne efter omklædningen kom ud for at fejre med de glade supportere.
Et mirakel var fuldbyrdet, og det var symbolsk, at det var Jan Jensen, der satte det sidste mål.
I 23 år havde Jan Jensen spillet ishockey i Vojens – på seniorplan uden at have vundet så meget som en enkelt medalje – og nu satte han punktum for den sjette finale med at score det sidste mål. Uret viste 19.59, og Vojens Skøjtehal eksploderede, mens Jan Jensen kravlede op på banden.
Tilskuerne kastede guldkonfetti på banen, og kampens sidste sekund blev aldrig spillet. Tal om den perfekte afslutning på den perfekte sæson.
Emotionerne var enorme, mange tilskuere græd af glæde, og Jan Jensen var i ekstase.
”Jeg var jo helt høj … Det brøl, det gav – det var næppe blevet godkendt af miljøstyrelsen”, smiler Jan Jensen, mens han husker tilbage.
”Da jeg havde scoret, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Min mor har ofte spurgt mig, hvorfor vi altid løber over til hardcore-supporterne på den ene langside, så da jeg havde scoret, skøjtede jeg helt instinktivt over til den modsatte side. Bagefter kunne jeg knapt få luft. Jeg var totalt forpustet og måtte ud for at drikke en tår vand.”
Det var først længe efter kampen, at det gik op for Jan Jensen, at han rent faktisk var tæt på at misse den sidste scoring.
”Jeg havde overhovedet ikke styr på tiden i de sidste sekunder. Det var først bagefter, jeg fandt ud af, hvor tæt det egentlig var på”, husker han.
Det var holdkammeraten David Burgess, der i de sidste sekunder havde råbt: ”Send Jan ind,” til træner Mario Simioni, der til sidst havde godkendt det sidste skift, der endte så lykkeligt.
Jan Jensen og holdkammeraterne var danmarksmestre, og publikum i ekstase.
”Jeg skøjtede rundt og kiggede op på tilskuerpladserne. Flere mennesker stod og græd. Folk var helt færdige af glæde, og jeg kunne genkende mange, der har været med i mange år. Det var stort at køre rundt og kigge på, men det gik slet, slet ikke op for mig, hvad vi havde præsteret, før et par dage efter kampen.”