SønderjyskE Ishockey kan glæde sig over, at det forgangne regnskabsår udmøntede sig i et overskud på lige over 200.000 kroner, helt præcist 201.000 kroner kunne man i koncernens ishockeydel glæde sig over at have vundet i det forgangne regnskabsår.
Om resultatet skriver SønderjyskE på sin hjemmeside:
SønderjyskE Ishockey bidrog med et stærkt resultat på 201.000 kroner i en sæson med nedlukninger i december og januar. Holdet leverede et grundspil med en flot placering helt i toppen af tabellen. Det blev også til kvalifikation til Final 4 pokalturneringen samt en række kampe i Champions Hockey League, hvor holdet mødte mandskaber fra den absolutte top i Europa. Desværre glippede målsætningen om en plads i Metal Ligaens DM-semifinaler.
I alt endte koncernen med et overskud på 1.432.000 kroner.
Adm. direktør i Sønderjysk Elitesport A/S, Klaus B. Rasmussen siger om årsregnskabet 2021-2022:
– Det har været en tung og omfattende opgave at komme tilbage efter de mange Covid19-restriktioner. Sporten har også efter nedlukningerne været hårdt ramt af, at tilskuerne har skulle finde tilbage til lægterne igen. Som alle andre i både private husholdninger og i virksomhederne har vi særligt hen over foråret konstateret ganske høje prisstigninger på stort set alt.
– Det har naturligt også medført, at vi har haft stor fokus på omkostningerne i alle hjørner og på alle hylder i SønderjyskE. Vi har populært sagt haft en fast hånd på håndbremsen hele tiden, og jeg vil i den forbindelse gerne takke alle vores medarbejdere for en fantastisk og loyal indsats. Det har været et par hårde år, hvor alle uden undtagelse er rykket tættere sammen i den lyseblå spillerbus, understreger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:
– Vores sponsorer og samarbejdspartnere har været helt i særklasse. Vi har alle den dybeste respekt for den fantastiske og loyale opbakning, vi har oplevet hos alle – og hele vejen. Vi er meget rørte og stolte over de mange, mange tilkendegivelser og henvendelser med støtte og opbakning til landsdelsprojektet SønderjyskE.
- Oven i hatten har vi oplevet en utrolig flot opbakning fra de frivillige hjælpere, som er mødt op og har knoklet under til tider småkaotiske forhold i arenaerne. Det har været virkelig imponerende, og vi er så taknemmelige for deres indsats. Uden de frivillige kunne vi ikke afvikle de mange kampe og events. Så enkelt er det, og det giver os energi og ekstra tro på at det lyseblå landsdelsprojekt nok skal komme godt og stærkt videre, fastslår Klaus B. Rasmussen.
Koncernens resultat fordeler sig således på de enkelte aktiviteter (t.kr.)
SønderjyskE Damehåndbold A/S: 126
SønderjyskE Herrehåndbold A/S: -860
SønderjyskE Ishockey A/S: 201
Sønderjysk Udviklingssamarbejde A/S: 1.756
Sønderjysk Elitesport A/S: 1.432