Er der nogle, der husker Nicklas Beyer Carlsen?
Den habile fighter havde en lang Metal Liga-karriere, hvor han spillede for både Rødovre, Hvidovre, Copenhagen Hockey og Herlev.
Den 8. marts 2019 scorede han det eneste mål i kvartfinalen mellem SønderjyskE og Rødovre i Vojens.
I går var det 2080 dage eller 14 kampe mellem SønderjyskE og Rødovre i Vojens siden, og det var sidste gang, Rødovre havde vundet en Metal Liga-kamp i det sønderjyske.
I går skete det så igen, da Rødovre efter en stærk og disciplineret indsats kombineret med stor effektivitet og en forrygende målmandspræstation af Albert Adamsen vandt 4-3.
Det er Skudzonen og kommentator på Metal Ligaen TV, Søren Kaster, der er kilderne til de vilde facts, som vi naturligvis har eftertjekket.
En af assisterne til Nicklas Beyer Carlsens mål dengang i 2019 var såmænd Rødovres kaptajn i gårsdagens kamp, Sebastian Bergholt.
Han har nået at spille to sæsoner i Rungsted og to sæsoner i Aalborg, inden han vendte tilbage til Rødovre og igen fejrede en sejr i Vojens.
Rødovre er nu seks point bag Rungsted i bundstriden i Metal Ligaen.