Esbjerg-drengen er blevet nordsjællænder og ramte fornylig 400 kampe for klubben
Morten Jensen er en af de største profiler i Metal Ligaen.
Det har han siden han i 2017/18-sæsonen vendte hjem til Danmark efter et ophold i Sverige. Det var ikke moderklubben Esbjerg, der fik fornøjelse af Morten Jensen, men derimod Rungsted Seier Capital, der kunne glæde sig over den offensive back.
Han har vundet to mesterskaber med Rungsted og har været ude et par gange, men altid vendt relativt hurtigt tilbage til klubben, der nu synes at være Jensens endelige destination i karrieren - medmindre der kommer et godt tilbud, han ikke kan sige nej til andetsteds fra.
For Morten Jensen har vel egentlig klassen til lidt mere end Metal Ligaen.
I forbindelse med 400 kamps-jubilæet skrev Rungsted Seier Capital følgende om Morten Jensen.
400 kampe i Metal Ligaen — det er mange sæsoner, mange træninger , mange dueller og mange timer i Rungsted-trøjen. En præstation, som kun ganske få når frem til og som placerer Morten lige udenfor top fem over flest spillede kampe for klubben.
Morten er født og opvokset i Esbjerg, men efter så mange år i klubben er der ingen tvivl:
Han er i dag en ægte Rungsted-dreng.
Som offensiv back har Morten gennem årene været kendt for sit mod og sit overblik — altid med blik for spillet fremad og med viljen til at bidrage offensivt, når chancen bød sig. Morten er én af dem, der altid møder op og leverer sit arbejde. En spiller, som trænere ved, hvad de får — og som holdkammerater kan regne med, når kampen er i gang.
Undervejs på rejsen har Morten været med til at skabe nogle af klubbens største øjeblikke: To danske mesterskaber og én pokaltitel er det blevet til — resultater, der for altid vil være en del af klubbens historie.
I dag markerer vi derfor ikke bare et rundt tal, men en lang og stabil indsats for klubben — sæson efter sæson, kamp efter kamp.