Der var klasseforskel i Bitcoin Arena i aften
Stimerne blev ikke brudt i aften.
Hverken Rungsteds sejrsstime, der nu lyder på fire på stribe, eller Frederikshavns nederlagsstime, der nu lyder på fem på stribe.
Første periode gav en indikation på, hvad der skulle ske denne aften i Bitcoin Arena. Hjemmeholdet dominerede totalt og allerede tidligt i kampen var Brett Thompson tæt på sende hjemmeholdet foran. Det var dog kædekammeraten Matt Pompei, der tog over og satte både 1-0- og 2-0-målet.
Rungsted havde også muligheden i fem mod tre-spil, men her blev Galansky vinderen og tog et par gode pucke. Sikker tomålsføring til hjemmeholdet, der fortsatte de stærke takter i anden periode.
Inden kampen var Lucas Andersen kåret til månedens spiller og han kvitterede ved at score målet til 3-0 på et "volleyskud" efter en fin aflevering i luften fra Frederik Bjerrum. Dejlig detalje.
Frederikshavn var presset i bund i det meste af anden, men fik hjælp af en Rungsted-udvisning. Christopher Frederiksen skubbede en returpuck i nettet og i de sidste tre-fire minutter af anden periode havde gæsterne en god periode med muligheden for at reducere yderligere.
Det lykkedes ikke, og i tredje periode blev White Hawks udsat for noget af et stormvejr.
Kæden med Thompson, Pompei og Carlsen var i topform og tryllede sig til et fremragende 4-1-mål. Tim Daly skød på mål fra blå linje, Matt Pompei styrede den videre til Thompson, der lagde den i tomt mål. I det 47. minut fulgte Marcus Olsson op på Rasmus Anderssons afslutning, men kort efter var Bumagin og Jesper Jensen på spil med en fin scoring, da de kombinerede sig en reducering.
5-2 og måske begyndte kampen nu at vække minder om sidste møde i Bitcoin Arena, der endte 6-5 til Rungsted efter en hidsig slutspurt af Frederikshavn. Sådan endte det ikke i aften.
Rungsted fortsætte med "hæl og tå" og var overlegne: Lukas Andersen driblede gennem egne ben og satte 6-2-målet. Gustav Green afsluttede målfesten, da han kastede sig frem og sendte en løs puck i mål.
Det var en aften med klasseforskel og masser af puckbesiddelse til hjemmeholdet, der satte i værk med "fuldbanepres" og havde fat i Frederikshavn i samtlige 60 minutter.