Aalborg Pirates - Herlev Eagles 8-1 (2-1, 3-0, 3-0) Til eftermiddagens kamp var der ingen ændringer på værterne fra Aalborg Pirates' hold til kampen, mens der var flere, der manglede ved gæsterne fra Herlev Eagles i forhold til kampen i fredags på hjemmebane mod Herning.
Aalborg var fortsat uden forwards Mikkel Højbjerg og Emil Marcussen, mens Herlev var uden målmand Lukas Horák, backen Christoffer Frænell og forward Kyle Osterberg. Max Vilstrup Olesen og forward Jake Horton var stadig ude.
Det blev for meget for Herlev, der fik en ordentlig lussing med hjem fra Aalborg. Det blev hele 8-1 til hjemmeholdet denne aften i Aalborg.
Forud for kampen blev det annonceret, at Sparekassen Danmark har købt halnavnet for de kommende tre sæsoner, så Pirates fremadrettet spiller deres kampe i Sparekassen Danmark Isarena.
Eftermiddagens målmandsduel stod mellem Frederik Søgaard for Pirates og Christian Elmose for Herlev. Det var Søgaards første minutter i Metal Ligaen for Pirates i denne sæson.
Det var Aalborg, der fik lagt et godt pres på Herlev i starten af kampen, hvor hjemmeholdet i flere omgange var tæt på at komme foran. Efter små fem minutter kom der et mindre stop i spillet, da den ene liniedommer, Niklas Knøsen, blev ramt på hjelmen og skulle ud for at blive tjekket. Det betød et par minutter, hvor der kun var tre dommere på isen. Knøsen kom dog tilbage kort efter, og fuldførte kampen.
Aalborg kom også foran, da Thomas Spelling fandt Charlie Curti tæt under mål, hvor han var stødt med frem fra sin backposition. Aalborg blev ved med at presse Herlev i bund, men det lykkedes for Herlev at udnytte en af de sporadiske chancer, de fik spillet sig frem til. Magnus Molge sendte pucken fra slottet i nettet via overliggeren, hvilket var med til at sætte en mindre dæmper på stemningen i hallen.
Efter et mindre Herlev pres efter det udlignende mål, så fik Pirates fanget Herlevs 3. kæde inde mod danskerkæden, og mens at der var en afventende udvisning til Herlev, endte pucken ved Julian Jakobsen, der bragte Pirates foran igen. Halvandet minut senere måtte Julian Jakobsen dog skøjte tidligt i bad efter en hårdtackling i banden på Matthias Asperup.
2-1 til Aalborg efter 1. periode.
Grundet udvisningen til Julian Jakobsen sluttede Aalborg første periode i undertal, og startede også anden periode i undertal. Anders Koch var dog millimeter fra at score et vanvittigt mål, da han sendte pucken fra egen mållinie og ud af zonen. Her ville Christian Elmose stoppe den, men dirigerede den i stedet mod eget mål, hvor den lige på stolpen.
Herlev havde ikke de store muligheder i powerplay, hvor det var Pierre-Olivier Morin, der var tættest på at bringe Aalborg på 3-1, mens de var i undertal. Morin tog dog revanche efter små fem miuntter, hvor han styrede skuddet fra Charlie Curti i nettet til 3-1.
Badebilletten til Julian Jakobsen rykkede naturligvis rundt på kæderne hos hjemmeholdet. Aalborg gik ned på tre kæder.
Tobias Ladehoff ville også være med i festen, hvor han gjorde det til 4-1, da pucken endte hos ham, og han kunne sende pucken i nettet, hvor Martin Højbjerg var godt placeret foran Christian Elmose. Dommerne skulle dog ud for at tjekke, om der var interference i situationen, men det var der ikke nogen tegn på, og målet blev godkendt.
Herlev virkede trætte og kunne ikke komme frem til de store muligheder, da de hele tiden blev presset tilbage i egen zone. Aalborg gjorde det også til 5-1, da Pierre-Olivier Morin hamrede pucken i nettet til 5-1. Herlev tog timeout for at rettet nogle ting, men det var stadig Aalborg, der var i fuld kontrol. Jeppe Jul Korsgaard var også tæt på at gøre det til 6-1, men Christian Elmose kom ud af målet og fik grebet Korsgaards afslutning.
5-1 efter 2. periode, hvor Pirates var i fuld kontrol, men et par store redninger fra Christian Elmose gjorde, at det ikke var større.
Aalborg havde også heldet med sig i kampen, hvilket man kunne se på målet til 6-1, hvor Tobias Ladehoff vandt faceoff tilbage til Lasse Bo Knudsen, der hamrede til pucken, der ramte Kabanovs stav og snød Christian Elmose i målet helt, da han var på vej til den anden side af målet.
Begge hold havde kun en interesse i 3. periode, og det var at undgå skader og karantæne. Kampen var blevet afgjort i 2. periode, og det var tydeligt at se i 3. periode, hvor det ikke kom til de store chancer i nogle af enderne. Det mest dramatiske øjeblik i 3. periode kom, da Herlevs Magnus Molge og Aalborgs Victor Panelin-Borg kom i en mindre brydekamp efter en slashing fra Molge på Panelin-Borg.
Jonas Jakobsen, der havde fået mere spilletid efter Julians Jakobsens badebillet, lukkede målscoringen med scoringer til 7-1 og 8-1 indenfor de sidste fire minutter af perioden.
Med sejren overtog Aalborg førstepladsen i Metal Ligaen med et points forspring, men har dog spillet en kamp flere.