Rasmus Søndergaard ramte en meget stor milepæl i aftes.
Med 865 kampe slog han Mike Greys klubrekord i Frederikshavn, og det blev markeret med både hyldest før kampen og ikke mindst i det 12. minut (Rasmus Søndergaards trøjenummer), hvor en række videoer med udtalelser fra brormand Thomas Søndergaard, Jesper Jensen og Morten Lie, Henrik Christiansen, nu tidligere rekordholder Mike Grey og børnene Silje, Oliver, William og Sophia.
Efter kampen blev han interviewet af Kanal Frederikshavn, hvor han sagde følgende:
- Kæmpe tak til klubben for, at jeg stadigvæk får lov til at være med. Det har jeg dyb respekt for. Den største tak er dog til min familie. Jeg har fire børn og et fuldtidsarbejde ved siden af. Det kræver meget koordinering og arbejde af min kone derhjemme, sagde Søndergaard.
- Hun skal have styr på alt. Når jeg sætter mig ind i bussen til Herlev på fredag, er hun alene med fire børn. Jeg har et godt bagland. Det priser jeg mig lykkelig for, og jeg har stor respekt for, at hun sætter nogle af sine ting på pause for at bakke mig op. Det skylder jeg hende alt for, den dag jeg stopper min ishockeykarriere, konstaterede Rasmus Søndergaard, der måtte se sin rekordkamp blive spoleret af gæsterne, der endte med at vinde 2-0 i Nordjyske Bank Arena.