Det er 17.-18. februar, det går løs i Sparekassen Danmark Isarena med Metal Final4.
Herning og Odense mødes i den ene semifinale, inden Aalborg og SønderjyskE tager over.
Sædvanen tro lægger Pirates-ledelsen op til en kæmpestor fest, og direktør Lars Laursen håber, at festen bliver større end nogensinde. Der er både koncert, soldaterturnering, kvindernes Final4 og alt muligt andet godt til at omgive Metal Final4.
Der er 10.000 billetter til salg, og dem håber Laursen og co. at få afsat.
Det siger han til Nordjyske.dk.
- Jamen vi håber, at vi igen kan fylde hallen op to dage i træk. Målet er, at vi får samlet 10.000 mennesker over de to dage, som stævnet strækker sig over. Vi har allerede fået positive tilkendegivelser fra de tre andre klubber i forhold til at forhåndsbooke billetter, siger Aalborg Pirates' direktør Lars Laursen til avisen.
Han glæder sig over, at de andre klubber ser ud til at komme med et stort publikum. En af dem er Odense, der allerede har store tour-arrangementer i gang og forventer at komme med 500 fans og sponsorer til Aalborg.