Det ser ret vanskeligt ud på forhånd for Aalborg Pirates, der i aften møder en ædel tjekkisk storhed i form af Sparta Prag.
Større kan det næsten ikke blive for nordjyderne i Champions Hockey League-premieren, hvor de tjekkiske vicemestre naturligvis er favorit mod et Pirates-hold, der er kørt i bus til den gyldne stad og kun kan overraske.
Men hvorfor ikke?
Aalborg har et hold, der er stærkt sammenspillet og måske på den konto kan stå mere stabilt end et hold gør i sæsonens første betydende kamp.
- Det bliver godt for spillerne at møde hold på en højere hylde, end dem vi normalt møder. Det er toppen af poppen, og det er en god mulighed for at måle os mod de bedste. Jeg er helt sikker på, at vi kan lære noget af de her kampe, siger sportschef Ronny Larsen til Nordjyske.
- Det er tophold fra nogle af de bedste ligaer i Europa. Der er jo den russisk KHL, og så er der Sverige, Finland og Tjekkiet, der sammen med den schweiziske liga er de bedste, så vi får vores sag for, men vi glæder os mest af alt til den her udfordring, lyder det fra Larsen til samme avis.
Sparta Praha kommer med blot to imports i form af de svenske brødre Erik og Gustaf Thorell, der begge har lange og flotte karrierer med sig i svenske og europæiske ligaer. Ellers er det et rendyrket tjekkisk mandskab, der er med i Tipsport Arena, men det borger naturligvis også for en vis kvalitet med tjekkiske topspillere.
Aalborg har kun Mikkel Højberg ude. Ellers er alle nordjyder og imports klar til kamp.
Kampstart 19:30 og matchen kan ses på TV2 Sport X.