De gjorde det igen, Aalborg Pirates.
Med Hernings pointtab i Esbjerg i aften, blev det nemlig sikkert og vist, at nordjyderne vinder grundspillet, for hverken Herning eller SønderjyskE kan nu hente Jens Nielsens tropper i kampen om førstepladsen.
Dermed har Aalborg nu hjemmebanefordel i kvartfinalen og altså også semifinale og finale, hvis Pirates skulle nå så langt i playoffs.
Det er tredje sæson på stribe og fjerde gang på de seneste fem år (inklusive Corona-sæsonen, hvor slutspillet blev annulleret), at Aalborg har vundet grundserien og dermed konsoliderer klubben sig altså som den absolutte stormagt i Metal Ligaen.
Som bekendt har Aalborg altså vundet de seneste to mesterskaber og går altså også ind til det næste titelforsvar med bedst mulige udgangspunkt.
Kun KSF og SønderjyskE har tidligere vundet det danske mesterskab tre gange på stribe gennem ligaens efterhånden lange historie.