Nordjyderne turde spille offensivt til sidst og overvandt de forsvarende mestre i Bitcoin Arena

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 2-4 (0-1,2-1,0-2) 

Aalborg har matchbold.

På en stærk finish vandt nordjyderne i aften 4-2 over Rungsted og fører dermed 3-1 i kampe over de forsvarende mestre. Kamp fem spilles på søndag i Sparekassen Danmark Isarena.

Det blev Ian Edmondson, der endte som matchvinder for Aalborg, da han sent i kampen satte 3-2-målet for gæsterne og dermed satte det afgørende stik.

Rungsted sad på spillet i store dele af første periode, men desværre for hjemmeholdet lignede det en af de aftener, hvor pucken bare ikke ville over stregen. Allerede i de første minutter var Mattias Persson på spil et par gange foran Sørensen, endda med en fin afslutning mellem benene – men lige forbi.

Sørensen var i form i aften. Henrik Hetta udnyttede en fejl af Panelin-Borg, men Aalborg-målmanden tog fat igen.

Første farlige Aalborg-mulighed gav mål. Nikolaj Carstensen sendte Kirill Kabanov af sted med en forrygende pasning. Russeren tog imod og satte pucken flot op i hjørnet bag Kolppanen i hjemmeholdets bur.

Rasmus Andersson havde flere muligheder i løbet af første periode, men formåede ikke at passere Sørensen, der også tog fat, da Henrik Hetta og Branden Gracel havde en to mod en-situation.

0-1 efter 20 minutter og en anden periode, der begyndte i ro og en lille stillingskrig. Kirill Kabanov blev tacklet hårdt over knæet af Simon Fredriksson, men efter fem minutter tog Julian Jakobsen over på forrygende vis.

Han fik en pasning fra Lasse Bo Knudsen og dansede nærmest op gennem Rosenthal, Jensen og Bergholt, inden han satte pucken over i modsatte hjørne.

Klasseaktion af Jakobsen og med 2-0 oppe havde Aalborg kampen fuldstændig i hænderne.

Det spolerede Dylan Steman midlertidigt med en unødvendig udvisning. Rungsted i powerplay og i modsætning til første periode ramte Rasmus Andersson plet, da han fik chancen lige ”i slottet”.

Op i nettaget med den puck og Rungsted var tilbage i matchen. Scoringsforbandelsen var brudt, og hjemmeholdet fik endda udlignet inden pausen.

Martin Højbjerg blev udvist, Rungsteds powerplay slog til igen. Nichlas Hardt var først over en løs puck. 2-2 og kampen var helt åben inden de sidste 20 minutter.

De blev til gengæld lukket en anelse ned fra start. Det var måske ikke nervøst, men i hvert fald forsigtigt i de første 10 minutter af slutomgangen, men derefter tog Aalborg Pirates fat og satte et ret tungt pres på Rungsted-zonen.

Stille og roligt arbejdede gæsterne sig ind omkring Ville Kolppanen. Pierre-Olivier Morin havde en dobbeltchance for at bringe Aalborg foran, men finnen i Rungsted-buret reddede med handsken.

Vi skulle helt frem til det 57. minut minus otte sekunder, da Aalborg fik scoret det afgørende mål.

Jeppe Jul Korsgaard gik optimistisk til værks og lagde en baghåndsafslutning op på stolpen. Efter lidt ping-pong røg pucken ud til Ian Edmondson, der satte pucken til 3-2 Aalborg.

Kæmpe forløsning i den nordjyske boks, der kunne glæde sig over en gedigen Rungsted-fejl kort efter, da udskiftningen af Kolppanen kiksede. Rungsted blev dømt for for mange spillere på isen og det kostede dermed muligheden for at spille seks mod fem.

Da Kolppanen først blev taget ud, lykkedes det for Dylan Steman at score i tomt bur. 4-2 til Aalborg og 3-1 i kampe. Fortjent sejr, idet gæsterne til sidst formåede at forcere og forsøge på at lukke kampen. Det lykkedes.


Lukas Bach Nielsen og Mathias Max stopper i Odense Bulldogs Oliver Gatz tager to år mere i SønderjyskE