Pirates kørte Energy over i de midterste 20 minutter

Aalborg Pirates-Esbjerg Energy 6-2 (2-1,4-0,0-2) For tredje gang på stribe blev der scoret ni mål i et opgør mellem Aalborg Pirates og Esbjerg Energy.

Det var første gang fordelingen blev anderledes end 4-5 i udeholdets favør, denne aften blev det 6-3 til Pirates, der dermed holder ved i tvekampen i toppen. Et afbudsramt Esbjerg-hold kunne ikke holde trit med nordjyderne, men kom dog respektabelt ud fra matchen.

Første periode af kampen var en yderst intenst opgør med masser af fysik og fart fra første fløjt, hvor begge kampplaner blev afsløret med det samme. Gæsterne ville sætte sig fysisk på opgøret og fange Aalborg på kontrastød, mens Aalborg skulle udnytte deres fart til at komme forbi vestjydernes backer.

Nordjyderne skabte mest, og var millimeter fra at komme foran med 1-0 i indledningen, men manglede de sidste afgørende marginaler foran mål.

I den anden ende var det ikke meget gæsterne skabte, selvom de til tider var tæt på at kunne true Albert Adamsens mål. Adamsen stod til dagens kamp, da George Sørensen var fraværende på grund af lykkelige omstændigheder. Han var blevet far til en søn.

Efter små ni minutter af opgøret gav den højintense start på kampen en scoring af sig. Scoringen tilfaldt gæsterne til trods for at det var hjemmeholdet, som forinden havde overvægten i de store chancer.

Tålmodigt og flot fik Aleksi Halme skaffet sig plads til en afslutning med et skarpt træk, og fra slottet sendte han et skud op i det fjerneste målhjørne bag Adamsen.

Aalborg Pirates fik dog rystet scoringen af sig, og forsatte med at holde fin fart i puckomgangen mod de fysiske vestjyder. Med fem minutter igen af første periode fik nordjyderne valuta for deres fine periode, da Jeppe Jul Korsgaard skabte stor tumult foran Mathias Seldrups mål med en styring.

Pucken lå løs, og efter et større flipperspil foran mål, fik Matt Salhany på en eller anden måde skrabet pucken ind over målstregen.
Den anden scoring på to kampe fra Matt Salhany, som i den grad har løftet sit spil efter han blev bragt op i førstekæden med Julian Jakobsen og Jeppe Jul Korsgaard.

Samme kombination skabte med to minutter igen af første periode en ny scoring, da de fangede de vestjyske gæster i egen zone. Først styrede Salhany pucken på stolpen, og få sekunder senere var det Korsgaard, som fik staven på en afslutning. Denne gang var styringen inden for målrammen, og dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en føring på 2-1.

Vestjysk opløsning
Anden periode begyndte med et langt pres fra Aalborg Pirates i de første to minutter, hvor de gjorde præcis hvad der passede dem. De fik lagt en masse pucke på mål, og det var et større mirakel, at pucken ikke gik ind bag Mathias Seldrup i løbet af det første minut.

Den vilde start på perioden forsatte, og det var tæt på den nordjyske ineffektivitet kom til at koste den anden vej, da Csanad Erdely kom alene igennem.

Dog lavede Albert Adamsen en vital redning, og Aalborg Pirates kunne i stedet slå kontra, og blot ti sekunder efter redningen lå pucken i gæsternes mål. Bo Hansson hamrede et slagskud afsted, som stryg direkte op i det nærmeste målhjørne.
3-1 til hjemmeholdet, som i den grad var ovenpå i de første fem minutter af perioden. Derfor var det også helt fortjent, da Pierre-Olivier Morin scorede til 4-1.

I højre side af isen lavede Tommy Giroux en glimrende pasning til Morin inde foran mål, og Morins afslutning havde lige nøjagtigt nok fart på til at overliste Seldrup i målet.

Esbjerg Energy virkede modløse og virkede som et hold, som aldrig havde forladt omklædningsrummet efter første periode. Efter scoringen forsatte Aalborgs belejringen af gæsternes zone, og det skadesplaget vestjyske hold kunne intet stille op mod hjemmeholdets fart.

Halvandet minut efter 4-1-målet blev det også 5-1, da Korsgaard lavede en smuk aflevering i blinde til Salhany. Med oceaner af tid fik Salhany åbnet op for benene på Seldrup, og scorede let sit andet mål i kampen.

Om Aalborg Pirates lettede på gaspedalen eller om gæsterne fik løftet sit niveau en smule skal være uvist, men faktum er at det ikke var meget, der skete i stort set resten af perioden. Først med ti sekunder igen af perioden viste det nådesløse hjemmehold igen tænder, da de fangede gæsterne i en kontra. Efter en flot tværpasning fra Magnus Boesen kunne Morin hamre pucken op i nettaget bag en chanceløs Mathias Seldrup til en sikker føring på 6-1 efter to perioder.

Esbjerg viste flot moral
I pausen var det helt store spørgsmål inden tredje periode hos mange i Sparekassen Danmark Isarena om Aalborg nok en gang skulle ende med at score ni gange. Et spørgsmål som gæsterne gjorde til skamme med en velspillet tredje periode.

Efter en lidt afventende start på perioden, fik gæsterne reduceret, da Aalborg blev fanget i ubalance. Det gav en chance fra for en afslutning fra toppen af slottet fra Rasmus Bjerrum. Skuddet fik Adamsen handsken på, men på en måde hoppede pucken i en blød bue over målvogteren, og passerede lige nøjagtigt stregen til en reducering.

Et trøstemål virkede det til, men minuttet senere var den gal igen for hjemmeholdet. Esbjerg Energy vandt pucken bag mål, hvilket gav Csanad Erdely plads til at finde Aleksi Halme inde foran mål, som sikkert kunne gøre det til 6-3.

Pludselig var der spænding tilbage i opgøret, og momentum var på vestjydernes side. Noget Garth Murray også kunne mærke, og efter 6-3 scoringen tog han en timeout til at få sit hold tilbage på rette kurs. Det lykkedes i store træk, men det var ikke langt fra
Esbjerg fik reduceret yderligere, men millimeterne var med Albert Adamsen og de nordjyske værter.

Tættere kom gæsterne ikke, og efterhånden gik gassen af det høje pres, hvilket betød, at det blev til en relativt sikker 6-3 sejr til Aalborg Pirates, som dermed holder trit med Herning Blue Fox i toppen af Metal Ligaen.


Lukas Bang blev matchvinder for Herning i Frederikshavn Odense uden chance mod veloplagte Rungsted