Aalborg leverede et stærkt comeback i en kamp, der havde slutspilskarakter

Aalborg Pirates – Herning Blue Fox 3-2 (1-0, 0-2, 1-0, 1-0)

Der var i den grad revanche til gode for Aalborg denne fredag aften, da nordjyderne tog imod Herning Blue Fox. Dagens gæster slog piraterne 4-1 for en uge siden i Herning, samt gav Aalborg en ordentlig lussing sidst de var i Aalborg, hvor Herning vandt hele 10-3. 

Efter godt fem minutter begyndte gæsterne at røre på sig. Det gav en chance til tilbagevendte Derian Plouffe, som efter flere prik mod en puck fik den over stregen.

Dommerne vinkede dog afvisende af, da Plouffe havde skubbet beskinnen på George Sørensen ind over stregen forinden og forstyrret ham.

Efter et langt videosyn bekræftede det dommen, og minuttet senere lå pucken i netmaskerne i den anden ende.

Målet kom efter en smart indgang i zonen fra Tobias Ladehoff og Patrick Bjorkstrand, som gav plads til Kirill Kabanov, der hamrede et håndledsskud direkte op i det fjerneste målhjørne bag Janis Fecers, der havde fået chancen i Herning-buret. Vigtige Mathias Bau var også ude for gæsterne. 

Begge hold havde chancer til yderligere scoringer, men de to målvogtere havde en rigtig stærk dag på kontoret. Både i første periode, men også set over hele kampen. 

Anden periode blev Hernings. Spillet faldt i tempo og pasningsikkerheden var langt lavere hos hjemmeholdet end hos gæsterne. 

Det kastede flere fejl af sig i Aalborg-zonen, og det udnyttede gæsterne prompte.

Først ved backen Zach Taylor, der ser meget stærk ud offensivt og siden Maksim Popovic, hvilket ændrede stillingen fra 1-0 til 1-2 på blot fem minutter af anden periode.

Chancerne udeblev derefter, og blev efterhånden erstattet af benhårde tacklinger. Begge hold forsøgte i den grad at sende et signal til modstanderen, og der var et hav af spilstop inden sidste pause. Herning foran 2-1 og på sejrskurs. 

Starten på tredje periode blev udsat lidt, eftersom en dør drillede. 

Da perioden kom i gang, var intensiteten steget. Flere små, hårde tacklinger og små provokationer spillerne imellem gjorde, at kampatmosfæren blev mere og mere spændt.

Midtvejs i perioden virkede spillet til tider lidt rodet og fortsat med mange små afbrydelser. Med Aalborg som det jagtende hold, Blue Fox som det ”forsvarende”.

Med seks minutter igen satte Lukas Bang en unødvendigt hård tackling i ryggen Darian Gotz, hviket gjorde, at Aalborg kunne spille i overtal.

Det overtal gav pote, for Aalborg spillede ganske enkelt pucken hurtigt rundt, og til sidst tog Troy Lajeunesse chancen og sendte pucken i nettet til stor jubel for de fleste af lidt over 3000 tilskuere i Aalborg. 

2-2 med under fem minutter igen af perioden og Aalborg var det dominerende hold. Perioden sluttede dog uden yderligere scoringer og kampen skulle afgøres i enten Sudden Victory eller straffeslag.

Der kom ingen scoringer i overtid trods store chancer i de første tre minutter til piraterne, og senere gæsterne i et powerplay. Dermed skulle kampen afgøres på straffeslag, og her var Aalborg skarpest, da Julian Jakobsen og Darien Craighead sikkert scorede, mens George Sørensen afviste begge midtjyske forsøg. 


Herlev tog også den sjette derbysejr i sæsonen ESTES-solo afgjorde for Odense i overtiden